Det var en stor og dyr politisk beslutning, der blev truffet torsdag - om køb af 27 nye kampfly. Og det var en dramatisk udvikling, da det endte med, at afstanden mellem Venstres forsvarsminister og Det Konservative Folkeparti blev så stor, at vejene måtte skilles.
Det kom til at minde om situationen i 1929. Hér viser et opslag i den konservative partihistorie, at strid om forsvarsbudgetterne udløste et folketingsvalg. De konservative mente dengang, at Venstre, og dermed statsminister Madsen-Mygdal, førte en "småegoistisk politik, der tilsidesætter landets velfærd".
Hvad der derefter skete, kommer vi tilbage til.
Konservative giver sig ikke
Måske er overraskelsen over de konservatives exit fra flyaftalen torsdag i virkeligheden mindre end den først syner. For meget kan man sige om Det Konservative Folkeparti her i 100 års jubilæumsåret - men partiet lader hverken sin høje alder eller ringe størrelse stå i vejen, når der er politiske konfrontationer i luften.
Nærmest tværtimod.
Man skal et godt stykke tilbage i historien for at finde en udgave af Det Konservative Folkeparti, der var lige så principfast kompromisløs som den nuværende.
Kampfly
De seks konservative mandater anno 2016 giver ikke ved dørene. Partiets exit fra forhandlingerne om nye kampfly og dermed udelukkelse fra kredsen af politiske forsvarsbrødre er kun nyeste og stærkeste eksempel. Men sikke et eksempel.
Tænk bare. Partiet, der ikke mindst opstod med udgangspunkt i forsvarsagen - og som selv har beklædt posten som forsvarsminister i flere omgange, er ikke længere en del af det forlig, der regulerer rammerne for det danske forsvar. Partiet kommer kun ind i varmen igen, hvis de øvrige partier er med på ideen.
Gyllegate
Denne konfrontation kommer oven i andre sager siden valget i 2015, hvor de konservative er gået solo blå blok - og ikke i stilhed.
Spørg bare Eva Kjer Hansen, der nu frister en tilværelse som menigt medlem af Venstres folketingsgruppe. Dér havnede hun efter et mellemspil med valgtrusler fra statsministeren og blåt krisemøde på Marienborg, der ikke styrkede de konservatives position blandt de blå partier.
De konservative er lillebror i blå blok. En lillebror, der ikke er omfattet af varme følelser fra andre i (søskende)kredsen. De er trætte af den opførsel, det mindste parti lægger for dagen.
K mener K skal stå fast
Set fra den konservative lejr er perspektivet anderledes. Dels føler man sig på sikker grund, i substansen. Hver gang. Man mener Eva Kjer Hansen gik over stregen. Og man mener inderligt, at forsvaret har fortjent mere end de 27 kampfly, resten af konsensus-Christiansborg kunne samle sig om.
Og ikke nok med det. Analysen hos De Konservative er derudover, at partiet simpelthen har brug for at fremstå fast i karakteren - og, ja, stålsat i udtrykket. Vurderingen - og håbet - er, at de vælgergrupper, partiet appellerer til, vil belønne, at Det Konservative Folkeparti står så urokkeligt fast, når det gælder. For eksempel når det gælder Forsvaret.
Seks mistede mandater
Det er dog langt fra sikkert, og de konservative lever livet farligt. Udgangspunktet er vanskeligt. Tilslutningen i målingerne er ringe, og partiformanden er ikke for alvor blevet kendt og elsket af danskerne. Dertil kan man lægge at forsvarsordfører Rasmus Jarlov i den helt konkrete situation står over for en vanskelig opgave - nemlig at forklare, hvorfor 27 nye kampfly er så aldeles uansvarligt, når så mange andre partier mener noget andet. Der er langt fra Peter Christensens 27 fly til Jarlovs 43.
Men forsvarssagen er og bliver konservativt hjerteblod. Nu som da.
Som for eksempel i 1929, da ballade om forsvarsbudgetterne altså udløste et folketingsvalg. Dengang mistede de konservative seks mandater. Det har de dårligt råd til næste gang.