Konservative kræver uvildig undersøgelse af Skat

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) bør indlede en uvildig undersøgelse af Skat efter svindelsag, mener de Konservative.

De Konservatives skatteordfører, Brian Mikkelsen, er ikke tilfreds med, at skatteministeren har krævet intern undersøgelse af Skat. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2015) (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Det er ikke godt nok at lade Skat undersøge sig selv i Danmarkshistoriens største skattesag.

Det mener den konservative skatteordfører, Brian Mikkelsen.

Han vil i stedet have en uafhængig advokatundersøgelse af, hvordan det kunne gå til, at Skat har udbetalt 6,2 milliarder kroner til folk, der ikke var berettiget til pengene.

- Udfordringen med, at interne folk undersøger det her, er jo, at de selv er fedtet ind i alle procedurerne. Og de skal nok finde ud af, at noget er gået grueligt galt, men som ekstern undersøger har man en større interesse i at få afdækket helt præcist, hvad der er gået galt, siger Brian Mikkelsen til DR Nyheder.

Tager sagen op med ministeren

Han vil tage sagen op med skatteminister Karsten Lauritzen (V) på et møde senere i dag.

Skatteministeren har allerede bebudet, at Skats interne revisionsafdeling inden fire uger skal udarbejde en rapport om forløbet, der skal overdrages til Folketinget.

Men det er altså ikke godt nok, mener Brian Mikkelsen.

- Man har brug for at få nogle andre øjne på det her, som sørger for at putte noget jord i det hul. Jeg er altid kritisk over for, at organisationer undersøger sig selv, siger han.

Dansk Folkeparti støtter en ekstern undersøgelse og mener, at Rigsrevisionen kan stå for det.

- En advokatundersøgelse er en mulighed, men vi føler, det vil være en bedre løsning at lade Rigsrevisionen ind i sagen, siger skatteordfører Dennis Flydtkjær (DF).

De Radikale vil afvente Skats interne undersøgelse, før partiet tager stilling til, om en uvildig undersøgelse kan komme på tale.

- Skat skal have mulighed for at komme med deres undersøgelse, og så vurderer vi den derfra, siger skatteordfører Martin Lidegaard (R).

Også SF bakker op om en uvildig undersøgelse.

Det er kommet frem, at Skat af flere omgange blev advaret om, at der var rod i håndteringen af de skatterefusioner, som nu menes at have kostet den danske statskasse 6,2 milliarder kroner.

Svindlerne har simpelthen - ifølge Skat - fået Skat til at overføre penge til dem på baggrund af forfalskede aktier og hjemmelavede dokumenter.

Fifleriet har udbytteskat som omdrejningspunkt. Her er reglerne sådan, at når de første 49.900 kroner er udbetalt, stiger skattebetalingen fra 27 til 42 procent.

Skat: Det er forfærdeligt

Skat har overgivet sagen til bagmandspolitiet.

Direktør i Skat Jesper Rønnow har kaldt sagen "forfærdelig".

- Det er en rigtigt ærgerlig sag for Danmark og for os som skatteforvaltning, at vi ikke har opdaget det her tidligere, siger han til DR Nyheder.

Ifølge Jesper Rønnow er det for tidligt at sige, om fejlen har fundet sted på grund af manglende ressourcer i Skat, eller om der er tale om en systemfejl.

Han ønsker ikke at kommentere på, hvem der fik opgaven med at kigge på sagen, da Skat fik advarslen om muligt svindel med udbytteskat i maj 2013.