Forud for de kommende forhandlinger om et nyt medieforlig præsenterer regeringspartiet Konservative nu sit medieudspil.
TV 2 skal på private hænder, men TV 2’s otte regionale tv-stationer skal lægges sammen med DR’s regionale radiostationer og være en del af DR.
Sådan lyder det fra Naser Khader, medieordfører for Konservative:
- Det er enormt vigtigt, at vi har TV 2-regionerne. De skal bevares, men til gengæld skal de lægges ind under DR-regionerne, siger han.
Det nuværende medieforlig udløber med udgangen af 2018. Derfor ventes det at forhandlingerne om et nyt medieforlig snart begynder så småt.
Sammenlægning skal styrke den lokale nyhedsdækning
For De Konservative er det afgørende at styrke public service-medierne i alle afkroge af landet.
Naser Khader er af den overbevisning, at man netop kan styrke den regionale nyhedsdækning ved at lægge TV 2’s regioner sammen med DR’s regionale radiostationer.
- På den måde vil der også være stordriftsfordele, ligesom der vil komme meget mere regionalt og lokalt public service, som der efterspørges i øjeblikket.
- Det er enormt vigtigt, at public service er fordelt ud over hele Danmark. Det her er en måde at gøre det på. På den måde kan man eksempelvis synliggøre regionale og lokale kulturbegivenheder og historiske begivenheder, siger Naser Khader.
De Konservative mener dog ikke, at det vil betyde totale forandringer på de regionale tv-stationer.
Regionerne skal fortsætte som hidtil
En helt oplagt forskel er dog, at TV 2’s regioner skal være en del af DR.
- De skal fortsætte, som de er, bare under DR’s regi i samarbejde med DR’s regioner, siger Naser Khader og peger på et eksempel: - I Aarhus kunne man slå P4 Østjylland sammen med TV 2 Østjylland, og der vil der så komme større fokus på både radio og tv i hele det østjyske sendeområde. Og det skal også gælde i resten af landet.
Når De Konservative ønsker, at TV 2’s regioner skal opsluges af DR, er det ikke, fordi de vil styrke DR’s position, fastslår Naser Khader.
Khader: DR skal fokuseres
Selv om De Konservative i modsætning til eksempelvis Dansk Folkeparti ikke ønsker at fastsætte et konkret sparekrav til DR forud for de kommende forhandlinger om et nyt medieforlig, så er det partiets holdning, at DR skal fokusere mere på at levere public service frem for eksempelvis underholdningsprogrammer.
Men derfor vil partiet alligevel styrke den regionale dækning i DR.
- Vi mener, at DR skal slankes og fokuseres, men ikke hvad angår public service og slet ikke hvad angår lokal og regional public service, siger den konservative medieordfører, siger Naser Khader.
De otte regionale tv-stationer er selvstændige medier, der modtager licens-kroner.
Rettelse: I sidste afsnit af artiklen har vi omformuleret en sætning, da en tidligere formulering kunne tolkes som om, at TV 2-regionerne ejes af TV 2. Det er ikke tilfældet.