Flere voldtægtssager skal føre til dom, og derfor kan det komme på tale at indføre et såkaldt samtykke i straffeloven, der skal beskytte kvinderne bedre.
Sådan lyder den opsigtsvækkende melding fra De Konservatives retsordfører, Naser Khader, der altså nu åbner op for at se på, hvorvidt der herhjemme skal indføres et samtykkekrav.
Som loven er i dag, skal der være tale om vold, trusler om vold eller en situation, hvor offeret ikke er i stand til at sige nej, før der juridisk kan være tale om voldtægt. En række sager i medierne – senest for et par uger siden – har dog genstartet debatten. Flere af partierne i oppositionen ønsker at få indført et krav om samtykke, så man kan blive dømt for voldtægt uden at have anvendt vold eller trusler.
Et forslag som også regeringspartiet Venstre har taget godt imod.
- Der har været en del diskussion omkring samtykke. Jeg har indtil for nylig haft en masse forestillinger om, hvad samtykke er.
- Jeg troede, man skulle skrive under på en kontrakt og det minder mig lidt om shiamuslimernes midlertidige ægteskaber, men vi havde en drøftelse mellem regeringspartiernes retsordførere, hvor vi bad Justitsministeriet om at sende, hvad man gør i andre lande, der har det, der svarer til samtykke.
Endnu ikke partiets holdning
Naser Khader understreger, at han udtaler sig på egne vegne, da han endnu ikke har drøftet spørgsmålet med resten af den konservative gruppe. Det sker først, når partiet har fået indhentet erfaringerne fra blandt andet Sverige, Norge og England. Men hans holdning er alligevel væsentlig, da han som partiets retsordfører senere skal fremlægge den officielle konservative politik på området.
På den anden side af Øresund trådte et samtykkekrav i kraft den 1. juli i år. Lovgivningen blev vedtaget i parlamentet i maj, og ifølge den nye lov har man begået voldtægt, hvis man dyrker sex med en anden person, der ikke aktivt har vist lyst til at deltage.
Den svenske model har også været drøftet herhjemme, og Naser Khader er ikke afvisende.
- Jeg havde en rygmarvsreaktion om, alt det, der kommer fra Sverige, det er noget skidt. Men jeg kan godt se pointen, for det kan simpelthen ikke være rigtigt, at den måde kvinden har sagt nej på skal være afgørende.
- Efter at have talt med en del af de kvinder, der har været udsat for voldtægt og en del af dem, der føler sig dårligt behandlet, fordi gerningsmanden ikke bliver dømt af forskellige årsager, så er jeg åben for at se på, om vi kan gøre mere.
Dom i Herning genstartede debat
Herhjemme er debatten blusset op igen efter en dom tidligere på måneden fra Herning, hvor retten ikke fandt det tilstrækkeligt bevist, af fire mænd i alderen fra 22 til 26 år havde sexkrænket en 19-årig kvinde.
Kvinden har påstået, at hun intet kan huske fra samværet med de fire mænd, fordi hun mod sin vilje var blevet tvunget til at indtage en pille. Og i dopet tilstand kunne hun ikke modsætte sig.
Mændene derimod hævdede, at hun have givet sin accept til seksuelt samvær.
Naser Khader understreger, at samtykket er ét af flere værktøjer, man kan se på for at forbedre kvindernes vilkår i retssystemet. Han forventer, at regeringen er klar med initiativer på området i løbet af efteråret.
S også klar på skærpelse
I Aalborg, hvor Socialdemokratiet holder sin årlige kongres, er retsordfører Trine Bramsen positiv.
- Når der, som i dette tilfælde, er flere mod en kvinde, en stor aldersforskel, eller der har været høj beruselse hos ofret, skal de pågældende have en særlig forpligtelse til at sikre, at der foreligger et samtykke, siger retsordfører Trine Bramsen.
Socialdemokratiet er parat til at ændre lovgivningen, så der kommer en markant skærpelse af samtykkebegrebet.
- Når der, som i dette tilfælde, er flere mod en kvinde, en stor aldersforskel, eller der har været høj beruselse hos ofret, skal de pågældende have en særlig forpligtelse til at sikre, at der foreligger et samtykke, siger retsordfører Trine Bramsen.