Riksdagen i Sverige har onsdag vedtaget en lov, der gør det forbudt at have sex med en person, som ikke på forhånd har sagt ja, eller aktivt har vist lyst til at have sex.
En person kan fremover dømmes for voldtægt, uden at personen har anvendt vold og trusler eller har udnyttet, at en anden person er udsat.
Det skriver det svenske medie SVT.
Regeringen har lavet tillæg til loven
Men loven er blevet kritiseret af Lovrådet. Lovrådet er en gruppe dommere, som skal se nærmere på lovforslag, inden de kommer i Riksdagen.
Derfor har regeringen lavet et tillæg til loven, der uddyber, hvordan domstolene skal behandle visse sager.
Blandt andet står der, at domstolene skal tage højde for, om samtykke til sex er kommet til udtryk gennem ord, handling eller på anden vis.
Amnesty i Danmark roser loven
Helle Jacobsen er programleder for kvinders rettigheder i Amnestys danske afdeling. Hun siger, at den nye lov giver bedre retssikkerhed for voldtægtsofre.
Helle Jacobsen opfordrer derfor Folketinget til at følge det svenske eksempel.
I Danmark kan en person kun dømmes for voldtægt, hvis der er tvang, vold, trusler eller et offer i en hjælpeløs tilstand.
/ritzau/