Lone Dybkjær, der i sin politiske karriere nåede at være både medlem af Folketinget, miljøminister og medlem af Europa-Parlamentet for De Radikale, er død.
Og en lang politisk karriere - der startede i 1973 og først sluttede i 2011 - har sat sig dybe spor i de politikere, der krydsede hendes vej. Det viser en række af de reaktioner, der er kommet i kølvandet på nyheden om hendes død i dag.
For tidligere økonomiminister og nuværende folketingsmedlem Marianne Jelved er Lone Dybkjær et "ikon" for kvindelige politikere i dag.
- Hun har brugt sine kræfter og sin idealisme meget bredt til gavn for os alle sammen. Hun var forkæmper for miljøet og miljøminister. Jeg har arbejdet tæt sammen med hende, og for mig har hun været en meget levende, engageret og kritisk politiker.
Hun vil huske hende for hendes humør og ihærdighed for at nå sine egne og partiets mål. Og hun kalder det umådeligt trist, at Lone Dybkjær efter længere tids kræftsygdom ikke er her længere. Lone Dybkjær blev 80 år gammel.
- Det glæder mig, at hun fik fejret sin 80 års fødselsdag. Men det er trist, at jeg ikke skal møde hende igen og have et knus af hende, siger Marianne Jelved.
Hjælp og gåde råd fra Dybkjær
Jelved selv fik stor hjælp af Lone Dybkjær, da hun blev valgt ind i folketinget for De Radikale i 1987, fortæller hun.
- Hun var en af de første, jeg mødte, da jeg kom i Folketinget. Hun syntes selv, det var godt, der kom flere kvinder ind, så hun ville give mig en håndsrækning, men også gøre mig klart, at det altså krævede noget at være kvinde i politik.
- Hun har været en støtte til, at jeg kom igennem den læretid. At have hende i baghånden var en stor hjælp, siger hun.
De Radikales nuværende politiske leder, Morten Østergaard, understreger også partifællens betydning for partiet.
- Tanken om ikke igen at kunne grine højt eller krydse en klinge med Fru Lone er uvirkelig. Trods hendes kamp mod kræften var hun selv efter år som folkevalgt dybt engageret i partiet, og i hvordan vi gjorde væsen af os.
- For det gjorde hun. Væsen af sig. Altid. Et engagement så utæmmeligt og smittende, at det altid efterlod sig et aftryk, skriver han i et opslag på Facebook.
Ros fra politiske modstandere
Også fra politiske modstandere strømmer det ind med positive ord om Lone Dybkjær, der i 1994 blev gift med daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S).
Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt husker Dybkjær fra sine første år i Folketinget sådan her:
- Jeg lærte Lone Dybkjær at kende i mine første år i Folketinget som en skøn kollega - både at kæmpe sammen med og imod. Aldrig kedelig!
- Mange minder presser sig på, men først og fremmest går mine tanker og kondolencer til Poul og resten af familien, som sidder med det store savn, skriver han på Twitter.
SF's formand, Pia Olsen Dyhr, skriver, at også hun lærte noget af Lone Dybkjær.
- Hvor vil jeg savne dig Lone! Du var min kollega i Europaudvalget i 00'erne og lærte mig, at man godt kan stå fast og være ordentlig samtidig, lyder det fra partiformanden.
Også Lone Dybkjærs tidligere partikollega Uffe Elbæk, senere stifter af Alternativet og i dag løsgænger i Folketinget, mindes Lone Dybkjær som en god ven.
Han lægger særligt vægt på den måde, hun har håndteret den seneste tids sygdom, skriver han.