Lone Dybkjær var meget mere end statsministerens kone

NEKROLOG Lone Dybkjær var en af de første kvindelige radikale ministre og satte gennem årtier sit præg på dansk politik - både herhjemme og i EU-regi.

Lone Dybkjær, der var miljøminister for De Radikale og gift med tidligere statsminister Poul Nyrup, er død. (Foto: © Jørgen jessen, Scanpix)

Lone Dybkjær er død, 80 år gammel.

Hun var en vigtig politiker i sin egen ret – men det kom til at præge hendes politiske karriere, at hun blev forlovet og siden i 1994 gift med Poul Nyrup Rasmussen, der var statsminister i Danmark.

Dybkjær var blevet valgt ind i Folketinget i 1973 for De Radikale. Og hun blev en af de første kvindelige radikale ministre, da hun i 1988 fik posten som miljøminister i en af den konservative Poul Schlüters regeringer.

Her kan du se hende blive interviewet om emballage, da hun var miljøminister. Klippet er fra maj 1990:

Selv uden ministerposten var Lone Dybkjær en af sit partis vigtigste politikere i 1980’erne. Hun var med til at præge den økonomiske politik, og hun fik en vigtig rolle, da De Radikale satte en stopper for flere års strid i Folketinget om Danmarks rolle i Nato. Fortrolige samtaler mellem Dybkjær og Venstres udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen, var med til at få fodnoterne lagt i graven.

Lone Dybkjær indledte sin politiske karriere i 1970’erne. Her ses hun med partifællerne fra De Radikale Ole Vig Jensen og Niels Helveg Petersen. (Foto: © MOGENS LADEGAARD, Scanpix)

Lone Dybkjær var med andre ord en politiker med stor indflydelse, da Socialdemokratiet og De Radikale gik i regering sammen i 1993 – men hun kom ikke med på ministerholdet. Årsag: Hun var statsministerens kæreste.

Nyrup og Dybkjær havde annonceret deres forlovelse ved en koncert i Kongens Have i København i 1992. Tidens store navn var den italienske tenor Luciano Pavarotti, men Nyrup og Dybkjær stjal billedet, da de ankom hånd i hånd. Medierne var på forhånd adviseret om, at der var noget i vente.

Dermed trådte Lone Dybkjær ind i en ny rolle, om hun ville det eller ej. Danskerne havde lært hende at kende som en stærk kvindelig politiker, der var med til at bane vejen for, at kvinder spillede en større rolle i dansk politik – også på mændenes hjemmebaner såsom den økonomiske politik og udenrigspolitikken. Nu var hun - også - en mandlig politikers hustru. Oven i købet en kommende statsminister.

Og selv om der faktisk var andre ægtepar i den ny S-R-CD-KRF-regering fra 1993, så var det en umulig tanke, at statsministerens kommende ægtefælle kom med på holdet. Der var ikke plads til Lone Dybkjær.

Her et klip fra TV Avisen 14. juni 1994 – en måned efter parret blev gift i deres hjem på Frederiksberg:

I stedet søgte Lone Dybkjær mod EU. Hun blev De Radikales spidskandidat ved valget til Europa-Parlamentet i 1994 og fik et flot valg med næsten 160.000 personlige stemmer.

Valgkampen huskes nok mest for, at Dybkjær lod sig transportere rundt i København i karet – det skabte nærmest mere opmærksomhed end samtlige politiske budskaber, der blev fremsat.

I 1990’erne var Europa-Parlamentet i Strasbourg Lone Dybkjærs arbejdsplads. (Foto: © PIERRE-YVE THIEMPONT, Scanpix)

Lone Dybkjær måtte kombinere pladsen i Europa-Parlamentet med rollen som statsministerfrue – en rolle, hun spillede mere aktivt end de fleste. Så aktivt, at dét også skabte debat.

I en biografi om Nyrup kunne danskerne læse, hvordan Dybkjær aktivt prøvede at påvirke Nyrups forhold i Statsministeriet, fordi hun syntes, han fik for dårlig betjening. Det var kontroversielt i et land, hvor man ikke har tradition for at bruge ordet ”førstedame”.

Men rollen var svær. Ved en enkelt lejlighed lod Lone Dybkjær sig fotografere af TV2, mens hun strøg en af Poul Nyrup Rasmussens skjorter. Det fortrød hun senere, fordi tv-optagelserne fra parrets lejlighed på Frederiksberg gav et helt andet billede af Lone Dybkjær, end hun selv syntes, der skulle tegnes.

En af periodens store begivenheder var, da USA's præsident Bill Clinton og førstedame Hillary Clinton var på besøg i 1997.

– Den pigeglade og charmerende Bill Clinton flirtede åbenlyst med Lone, berettede en avis.

Se her klip fra Bill Clintons besøg i Danmark i juli 1997:

Efter to perioder og ti år i Europa-Parlamentet vendte Lone Dybkjær tilbage til dansk politik ved valget i 2005.

Det blev til yderligere seks år i Folketinget, men ingen ministerpost. Da De Radikale kom i regering igen efter valget i 2011, havde Lone Dybkjær forladt Folketinget. Men hun blev ved med at engagere sig i debatten – eksempelvis om ligestilling.

Lone Dybkjær ønsker den daværende radikale formand, Margrethe Vestager, tillykke med det gode resultat efter folketingsvalget i 2011. Dybkjær havde selv forladt Folketinget på det tidspunkt. (Foto: © Bjarke Bo Olsen, Scanpix)