Klovnebus.
Det ord er igen og igen blevet brugt om Moderaterne, efter politisk kommentator Lars Trier Mogensen under regeringsforhandlingerne i 2022 valgte at bruge udtrykket om partiet.
Dengang blev det anfægtet af Jakob Engel-Schmidt, der i dag er kulturminister, men også folketingsmedlemmet Jeppe Søe forsvarede partiet på X.
- Vi er sgu hverken klovne eller amatører mv. Måske endda tværtimod. (...) Lad os nu lige bevise vort værd, før du opfinder uklædelige øgenavne!, skrev han på X.
Men oven på ansattes beskyldninger om mobning, sexisme og dårlig ledelse i partiets organisation, som er kommet frem i B.T., tager Jeppe Søe nu selv ordet i brug og omtaler partiet som en "sexistisk klovnebus".
I medierne er ordet også blevet brugt. Så sent som i dag ligger en artikel hos Ekstra Bladet med overskriften "Engell: Klovnebussen kører stadig - Løkkes problem"
Og det er langt fra første gang, at udtrykket er blevet brugt om partiet, der efterhånden har været i stormvejr nogle gange. Her gennemgår vi nogle af de sager, som har fået Moderaterne på alles læber.
Trak sig efter kort tid
Jakob Engel-Schmidt opfattede udtrykket "klovnebus" om Moderaterne som en hån, men det var ikke meningen, skrev Lars Trier Mogensen på X.
- Ingen hån herfra, rolig nu, blot en kæk formulering om en ny folketingsgruppe, som kan vise sig at rumme turbulente overraskelser.
Og turbulente overraskelser kan det vel siges, at der har været nogle stykker af.
Kort tid efter folketingsvalget i 2022 kunne Jyllands-Posten afsløre, at Moderaternes Kristian Klarskov ikke var den succesfulde iværksætter, som han ellers var blevet fremført som.
I et interview med avisen erkendte han, at han ikke havde tjent penge på sine forretninger de seneste ti år og i stedet havde levet af sin kones penge.
Blot en uge efter han underskrev Grundloven på Christiansborg, forlod Kristian Klarskov sin plads i folketinget.
Sms til 19-årig partifælle
En af de større sager, der skabte røre, var sagerne om Jon Stephensen.
I april måned sidste år blev folketingsmedlemmet sendt på orlov, efter en række sager havde hobet op omkring ham.
Det startede med beskyldninger om et giftigt arbejdsmiljø, og Zetland bragte historien om, at Jon Stephensen i sin tid som teaterdirektør i mindst tre tilfælde havde tilbudt skuespillere ekstra penge for at gå på scenen - selvom de var syge. Han erkendte senere, at han ikke skulle have gjort det.
Derfra kom flere dårlige sager frem om hans tid som teaterdirektør i Aveny-T, der ligger på Frederiksberg, om en forfalsket underskrift og rod i økonomien, som Jyllands-Posten blandt andet gravede frem.
Kort før den dengang 63-årige politiker blev sendt på orlov, kom det frem, at han havde sendt en upassende besked til et 19-årigt medlem af Unge Moderater.
TV2 kunne blandt andet dokumentere, at Stephensen havde skrevet, at den unge partifælle "er smuk med den lækreste krop".
I dag siger Jon Stephensen, at det var en besked, han aldrig skulle have sendt. Efterfølgende fik folketingsmedlemmet hjælp fra "terapeuter, psykologer og præster" til at finde ud af, hvorfor han havde sendt beskeden afsted.
Oven på fire måneders reflektion og pause fra Christiansborg vendte han tilbage til det politiske arbejde som løsgænger.
Forhold til 15-årig
En anden sag, der i den grad også skabte debat om Moderaterne, var da det sidste år kom frem, at Mike Fonseca var kæreste med en 15-årig pige.
Fonseca gik på sygeorlov fra sit folketingsarbejde i november og blev smidt ud af Moderaterne for at have brudt partiets adfærdskodeks. Det fortalte partiformand og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen til TV2.
- Selvfølgelig kan man ikke repræsentere Moderaterne, hvis man har seksuelle relationer med børn, der går i 8. klasse. Det er bundlinjen i den her sag. Det er Mike Fonseca, der svigter her, lød det fra Lars Løkke Rasmussen i november sidste år.
Mike Fonseca blev også politianmeldt for at have groomet den 15-årige, da nyheden kom frem. Den sag lagde politiet ned, da der ikke var noget, der tydede på, at noget kriminelt havde fundet sted.
Tilbage i februar i år vendte Mike Fonseca tilbage til Christiansborg som løsgænger.
På sin første dag tilbage i folketinget holdt Mike Fonseca et møde med Folketingets formand, Søren Gade, om forholdene som løsgænger og svarede på journalisternes spørgsmål om forholdet til hans 15-årige kæreste.
Tidligere i år gjorde Moderaterne det lettere at smide medlemmer ud af partiet.
Indtil partiets årsmøde i marts var det muligt at udelukke medlemmer, hvis medlemmet havde udvist adfærd, der strider mod 'Moderaternes formål' eller 'code of conduct'.
Men med en lille ændring blev det tilføjet, at det også gjaldt, hvis der var brud på 'andre vedtagne retningslinjer, skriver Ekstra Bladet.
Moderaternes partisekretær Kirsten Munch Andersen kan ikke genkende det billede, der bliver tegnet af partiet i medierne: