Moderaternes partisekretær kan ikke genkende beskrivelser af dårligt arbejdsmiljø

Flere nuværende og tidligere ansatte i Moderaterne har sendt en klage til Arbejdstilsynet.

Partisekretær Kirsten Munch Andersen genkender ikke billedet, der bliver tegnet i medierne af arbejdsmiljøet. (Foto: © Frank Cilius, Ritzau Scanpix)

Sexisme, mobning og en ledelse, der ikke håndterer problemer. Det er, hvad fem nuværende samt enkelte tidligere ansatte hos Moderaterne har klaget til Arbejdstilsynet over. Det skriver B.T., der har set klagen.

Men det er ikke en beskrivelse af Moderaterne som arbejdsplads, som partiets partisekretær Kirsten Munch Andersen kan genkende.

- Nu har jeg ikke set henvendelsen til Arbejdstilsynet, men det billede, der bliver tegnet i medierne, er meget overraskende for mig, og jeg genkender det ikke, siger hun.

I skrivelsen, der er sendt til Arbejdstilsynet, står der blandt andet, at ledelsen er "tyrannisk", og at der er "generelt er et dårligt arbejdsmiljø i Moderaterne".

- Det er ikke ualmindeligt, at medarbejderne bryder sammen på gangene eller går grædende hjem, står der.

Kirsten Munch Andersen er 'rigtig ked af', at det er kommet til, at nogle af hendes kolleger har sendt en skrivelse til Arbejdstilsynet, siger hun.

DR Nyheder er i besiddelse af dele af den fem sider lange klage til Arbejdstilsynet, som er sendt afsted den 15. august. Derudover har DR Nyheder fået bekræftet indholdet af klagen, og at klagen er sendt til Arbejdstilsynet, fra central kilde.

Partisekretæren siger, at hun tager det meget alvorligt, at flere af hendes kolleger har klaget til Arbejdstilsynet.

- Først og fremmest er jeg rigtig ked af, at det er kommet hertil, hvor nogle af mine kolleger har rettet henvendelse til Arbejdstilsynet. Det tager jeg og vi alvorligt.

På mandag vil hun indlede en snak med medarbejderne om arbejdsmiljøet og selv henvende sig til Arbejdstilsynet for at få hjælp og vejledning fra dem, og invitere dem på et besøg, hvis tilsynet finder det nødvendigt.

'Alle ansatte har et ansvar'

Det er ifølge Kirsten Munch Andersen ikke mange henvendelser, som hun har fået fra medarbejdere angående arbejdsmiljøet, og hun kan ikke genkende omfanget af sager, der er omtalt i medierne.

Men dem, der har bragt en sag til hendes kendskab, er også blevet taget alvorligt, mener hun selv.

- Når der kommer sådan nogle henvendelser, så tager vi det alvorligt, og så handler vi på det.

- Jeg kan bare sige, at alle de ting, der er kommet til mit kendskab, har jeg ageret på, siger Kirsten Munch Andersen.

Hun siger, at hun selv har det øverste ansvar for sekretariatet, og tager det fulde ansvar for hvordan arbejdsmiljøet skal være, og at det er en af årsagerne til, at hun på mandag vil starte en dialog blandt medarbejderne.

Men hun mener også, at alle ansatte har et ansvar på arbejdspladsen.

- Det er en lille arbejdsplads, hvor alle også kan bidrage med at komme med de ting, som kan være svære at tale om, og mit ansvar er at skabe rummet for det, men det er også medarbejderne og mine kollegers ansvar at komme med de ting, der kan genere, siger Kirsten Munch Andersen.

Kirsten Munch Andersen bliver ifølge B.T. også nævnt i forbindelse med klagerne. Det ansvar tager hun på sig, siger hun:

Folketingsmedlem reagerer på anklager

Folketingsmedlem for Moderaterne Jeppe Søe sendte i går en mail til hovedbestyrelsesmedlemmer, hvor han gjorde det klart, at partiet var nødt til at handle hurtigt.

- Alene det, som jeg har set beviser på, vil smadre vores parti - også qua vores historik som en sexistisk klovnebus. Og det er åbenbart præcist det, vi er!, skriver han i mailen, som DR Nyheder er i besiddelse af.

- Jeg vil under ingen omstændigheder finde mig i det her. Jeg vil ikke være del af en så syg kultur! Det stopper her!, skriver han.

Jeppe Søe bekræfter over for DR Nyheder, at han har sendt mailen, men han ønsker ikke at tale med DR Nyheder om sagen.

Folketingsmedlem for Moderaterne Jeppe Søe har i en mail opfordret medlemmer af hovedbestyrelsen til at handle på anklagerne. (Foto: © Frank Cilius, Ritzau Scanpix)

Partisekretær Kirsten Munch Andersen siger til DR Nyheder, at hun tager det alvorligt, når et folketingsmedlem reagerer på sagen. Hun gentager, at hun ikke kender indholdet af klagen, der er sendt til Arbejdstilsynet.

- Hele situationen gør mig utrolig ked af det, og det gør da et kæmpe indtryk, at der er kolleger, der finder anledning til at rette henvendelse til Arbejdstilsynet, fordi der er situationer, de har oplevet på vores arbejdsplads.

- Min dør står åben. Jeg taler hver eneste dag med både studentermedhjælpere, sekretærer, konsulenter og folketingsmedlemmer, og det er vigtigt, at vi kan tale om de ting, der er svære at tale om.

Derfor vil partiet nu afdække sagen og få det fulde overblik, før der findes løsninger og før eventuelle konsekvenser for medarbejdere, siger Kirsten Munch Andersen.