For tiden går flere hundrede asylansøgere til dåbsforberedelse for at blive en del af den danske folkekirke. Men det vil være en god idé, at præsterne venter med at døbe de nye kirkegængere, indtil deres asylansøgninger er blevet behandlet.
Sådan lyder det nu fra kirkeminister Bertel Haarder (V).
- For deres egen skyld, og for at befri dem for mistanken om, at de gør det for at få asyl, står der i en pressemeddelelse fra Kirkeministeriet.
Ifølge medieomtale er mindst 100 iranere blevet døbt de seneste måneder. Og Folkekirkens Asylsamarbejde vurderer, at der lige nu er mellem 250 og 300 asylansøgere, der deltager i undervisning, der skal gøre dem klar til den kristne dåb.
Flygtningenævnet behandlede sidste år 55 sager, hvor ansøgerne havde angivet, at de risikerede forfølgelse i deres hjemlande, fordi de var frafaldne.
Af dem fik 42 opholdstilladelse i Danmark. 31 havde først fået afslag på asyl, men efter konverteringen til kristendommen fik de genoptaget deres sager.
- Det er en sag, jeg vil drøfte med biskopperne. Også på et kommende bispesamråd, siger Bertel Haarder i meddelelsen.
/ritzau/