Flere asylansøgere konverterer til kristendom

Flere asylansøgere og flygtninge, især iranere, lader sig døbe i den danske folkekirke.

Det er forbundet med store konsekvenser at forlade islam til fordel for kristendom. (Arkivfoto). (Foto: © Claus bech, Scanpix)

Mindst 110 asylansøgere og flygtninge, primært fra Iran, er i december, januar og februar konverteret til kristendom her i Danmark. Og endnu flere er på vej.

Det viser den første kortlægning på området, som Folkekirkens Asylsamarbejde har lavet.

- Det er en helt ny situation, der er opstået, og som også opstår flere steder i de her år, fortæller sognepræst i Nørrelandskirken i Holstebro Carsten Ørum Jørgensen, der har døbt 31 asylansøgere siden december.

- Jeg tror, at der sker noget helt særligt med de mennesker, der er på flugt, og som oplever forfærdelige ting. De søger efter en større mening i tilværelsen. De siger, at der må være et alternativ til den ondskab, de ser, fortæller Carsten Ørum Jørgensen.

Ikke uden konsekvenser

Ifølge Folkekirkens Asylsamarbejde var der i marts måned yderligere 279 asylansøgere, der var i gang med dåbsforberedelse.

Men det er ikke uden konsekvenser at skifte fra eksempelvis islam til kristendom. Marlene Ringgaard Lorensen lavede i 2014 et studie af konvertitter i Apostelkirken i København.

- Alle dem, vi har snakket med, er meget bevidste om, at det kan have fatale konsekvenser at konvertere. Præsterne fortæller også, at det er med livet som indsats, at de konverterer, siger hun.

Kortlægningen fra Folkekirkens Asylsamarbejde bygger på en rundspørge blandt 100 danske præster.

Læs om iranske "Arash", der har konverteret til kristendommen her.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1157089661008223