Morten Messerschmidts forklaringer om uformelle møder og venskabelige samtaler omkring Meld og Feld bliver blankt afvist af tidligere DF’er og nuværende medlem af Europa-Parlamentet Rikke Karlsson.
Hendes politianmeldelse af Morten Messerschmidt har ført til, at han nu har valgt at trække sig som formand for Dansk Folkepartis gruppe i EU-Parlamentet.
- Han (Morten Messerschmidt red.) har tværtimod været meget lidt talende i forhold til, hvad der er foregået, og jeg har jo forsøgt at få oplysninger om, hvad de midler har været brugt på, og det har jeg ikke fået svar på, siger hun.
Sagen begyndte første gang at rulle, da Rikke Karlsson trak sig fra DF, fordi hun ikke kunne få oplysninger om regnskaberne for EU-støttede organisation Meld og den tilknyttede fond Feld.
Senest har Ekstra Bladet afsløret, hvordan Rikke Karlsson var medlem af bestyrelsen i Meld – skrevet ind som litauisk statsborger. Efter egen forklaring uden at vide det.
I pressemeddelelsen omkring hans afgang oplyser Morten Messerschmidt, at Rikke Karlssons indskrivning som litauer beror på en administrativ fejl, og at det ikke har spillet nogen økonomisk rolle.
Han har et problem, lyder det fra Rikke Karlsson.
- Det er meget betænkeligt, at jeg er indskrevet som litauer, når man ved, der skal syv forskellige nationaliteter til for overhovedet at få del i midlerne og få stiftet fonden. Der er så mange fejl, og det er højst besynderligt, at jeg kan indskrives som litauer.
- Det må være svært for Morten, for det er ikke juridisk lovligt at indskrive nogen i en hovedbestyrelse uden fuldmagt, og som jeg forstår det, anerkender han, at han ikke har de underskrevne dokumenter.
Selve afgangen vil Rikke Karlsson ikke kommentere. Det er en sag for Dansk Folkeparti, siger hun og forklarer, at hun fastholder sin politianmeldelse og de andre skridt, hun har taget i sagen.
MELD
- •
MELD er en forkortelse for Movement for a Europe of Liberties and Democracy.
- •
Det var en politisk, europæisk alliance, der ville samle de euroskeptiske partier fra EU's medlemslande - herunder Dansk Folkeparti - og politikere fra hele EU i ét fælles parti.
- •
MELD blev grundlagt i 2012 og er delvist finansieret af EU. Siden 2004 har det været muligt for de europæiske partier og alliancer at modtage økonomisk støtte, der dækker op til 85 procent af partiets udgifter.
- •
Medlem af EU-Parlamentet Morten Messerschmidt (DF) har været formand for MELD, som dog nu er ved at lukke ned.
FELD
- •
FELD var en politisk fond, der var tilknyttet MELD. Fonden havde til opgave at observere, analysere og bidrage til den politiske debat i EU.
- •
Meld og FELD hang derfor sammen, og begge arbejdede for at fremme medlemmernes og medlemspartiernes politiske holdning, hvilket blandt andet skete på baggrund af tilskud fra EU.
- •
MELD og FELD fik støttekroner fra EU til oplysningsaktiviteter. Ifølge reglerne måtte disse penge ikke gå til at føre kampagne ved en national folkeafstemning eller et nationalt valg.