'Kære Mette. Jeg er meget enig med dig': DF inviterer S-top til kaffe og asylsnak

DF-formand inviterer Mette Frederiksen til "kander med kaffe" for at drøfte udlændingestramninger. S takker ja.

Kristian Thulesen Dahl (DF) og Mette Frederiksen (S) under folketingets åbningsdebat i folketingssalen på Christiansborg den 5. oktober 2017. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Når Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, er tilbage på arbejde efter vinterferien, venter en formel invitation fra Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl.

"Kære Mette" indleder DF-formanden brevet, hvor han indbyder den socialdemokratiske ledelse til ”kander med kaffe” for at drøfte udlændingestramninger.

Det sker, efter at Socialdemokratiet i forrige uge præsenterede et stort valgoplæg på udlændingeområdet med en lang række stramninger, som skal begrænse den ikke-vestlige indvandring til Danmark.

Ved præsentationen sagde Mette Frederiksen, at manglende integration og pres fra flygtninge og migranter er den største politiske udfordring i Danmark.

I sit brev til Mette Frederiksen skriver Kristian Thulesen Dahl, at det er han helt enig i:

- Derfor synes jeg heller ikke, at løsningen på et så afgørende problem kan vente på, at der har været valg til Folketinget. Problemerne er for store, for anmassende og for væsentlige, lyder det.

Midlertidig beskyttelse

Til DR Nyheder siger Kristian Thulesen Dahl, at partierne som det allerførste kan udarbejde et fælles forslag om loft over antallet af familiesammenføringer for flygtninge med midlertidig opholdstilladelse.

Dem er der ca. 4200 af herhjemme. Det er især krigsflygtninge fra Syrien, der ikke er personligt forfulgte, og som derfor ikke har samme rettigheder som egentlige flygtninge.

Kristian Thulesen Dahl henviser til, at den nye tyske regering prøver at indføre en kvote for den type familiesammenføringer på højst 1.000 om måneden. Ifølge DF's tal svarer det til ca. 65 om måneden her i Danmark. Ordningen ventes indført i Tyskland til sommer efter en juridisk vurdering.

- Det, der indtil nu har været argumentet imod, er internationale konventioner. Hvis tyskerne indfører sådan en kvote, så må vi gå ud fra, at vi også kan gøre det i Danmark. Derfor skal vi allerede nu beslutte at følge Tyskland, hvis juraen der viser, at det kan lade sig gøre, siger Kristian Thulesen Dahl.

S klar til kaffe

Netop en begrænsning af familiesammenføring for flygtninge med midlertidig opholdstilladelse var et af de forslag, Dansk Folkeparti havde med til de kuldsejlede udlændingeforhandlinger med regeringen i december.

Hovedparten af flygtningene med midlertidig beskyttelse kom hertil under den store flygtningebølge for tre år siden. Da de kan søge om familiesammenføring efter tre år, ventes tusinder af ægtefæller og børn til Danmark de kommende år. Derfor mener Dansk Folkeparti, at det haster med en kvoteordning.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, er på vinterferie, men partiets udlændingeordfører, Mattias Tesfaye, siger, at Socialdemokratiet gerne drikker kaffe med Kristian Thulesen Dahl.

- Vi er meget opmærksomme på det, vores partifæller i Tyskland forsøger at komme igennem med. Jeg kan sagtens se for mig, at vi kan blive enige med Dansk Folkeparti om familiesammenføringsområdet.

- Det, der bare er afgørende for os, er, at hvis det skal igennem Folketinget, så skal det også have regeringens opbakning. Vi møder gerne op hos Kristian Thulesen Dahl. Så kan Inger Støjberg tage kage med, siger han.

Læs Dansk Folkepartis brev til S-ledelsen ved at klikke på linket herunder.