Mette Frederiksen og Socialdemokratiet har med partiets stort anlagte udspil til en ny asyl- og udlændingepolitik krydset en rød linje.
Sådan lyder det fra flere medlemmer af Enhedslistens magtfulde hovedbestyrelse, som frem mod næste folketingsvalg har fået mandat af partiets årsmøde til at fastlægge en mere aggressiv og offensiv kurs overfor Socialdemokratiet.
DR Nyheder har talt med en række af Enhedslistens hovedbestyrelsesmedlemmer, og her er der samstemmende kritik af Socialdemokratiets asyludspil. Den samlede hovedbestyrelse har dog endnu ikke drøftet S-udspillet og er derfor endnu ikke blevet enige om en fælles linje.
Men den nye socialdemokratiske linje kan i sidste ende få store konsekvenser, lyder det fra et hovedbestyrelsesmedlem.
- Hvis det her udspil står i et regeringsgrundlag, så kan jeg ikke forestille mig, at vi bakker op om Mette Frederiksen, siger Allan Ahmad.
Han får opbakning af hovedbestyrelsesmedlem Gunna Starck:
- Mette Frederiksen er snublet i vores røde linjer, siger hun.
Mistillidsvotum
Hvis en kommende S-ledet regering vil have Folketinget med på partiets nye asyl- og udlændingepolitik, kan det ligefrem blive nødvendigt at vælte Mette Frederiksens regering, mener medlem af Enhedslistens forretningsudvalg og partiets hovedbestyrelse Michael Voss.
- Hvis Mette Frederiksen skulle blive statsminister og stiller sådan et forslag i Folketinget, så vil det efter min personlige mening være så grelt, at det kunne få os til at trække støtten eller stille et mistillidsvotum, siger Michael Voss.
- Problemet er, at den socialdemokratiske politik giver os så mange anledninger til at sige, at der ingen forskel er på Lars Løkke og Mette Frederiksen. Det her er bare endnu et politikudspil, der understreger, hvor vigtigt det er, at vi har slået fast, at vi ikke - som vi plejer - automatisk vil pege på en forhandlingsleder fra Socialdemokratiet, siger han.
Flere af hovedbestyrelsesmedlemmerne er særligt kritiske overfor Socialdemokratiets forslag om at oprette et dansk modtagecenter for asylansøgere i et tredjeland samt ønsket om et stop for at søge spontan asyl i Danmark.
Enhedslisten vedtog sidste år en ny og mere offensiv parlamentarisk strategi, der har til hensigt at ”skærpe kursen overfor socialdemokraterne”. I sidste ende kan Enhedslisten beslutte at vælte en socialdemokratisk ledet regering. Det er op til partiets hovedbestyrelse at fastlægge den endelige linje.
Den nye kurs er kommet til verden, efter at Enhedslisten i årene under Helle Thorning-Schmidt (S) oplevede en regering, der på afgørende områder førte politik med partierne i blå blok, som eksempelvis skattereformen i 2012 og salget af Dong-aktier til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.
Leger med ilden
Socialdemokratiet overtræder med sit nye asyl- og udlændingeudspil ifølge flere hovedbestyrelsesmedlemmer de røde linjer, som Enhedslisten sidste år trak op.
- Mette Frederiksen kender jo udmærket godt både de røde linjer og indholdet. Så hun leger med ilden, siger hovedbestyrelsesmedlem og medlem af forretningsudvalget Gunna Starck.
- Hun ved jo godt, hvad konsekvensen bliver. Det bliver, at hun skal finde sit parlamentariske grundlag ovre på den anden side af Det Radikale Venstre, siger hun.
Enhedslistens nye parlamentariske strategi fastslår, at partiet ”formodentlig” vil pege på Mette Frederiksen som Danmarks næste statsminister, og Gunna Starck erkender også efter Socialdemokratiets nye udspil, at det lige nu er usandsynligt, at Enhedslisten vil pege på en anden statsministerkandidat end Mette Frederiksen.
Men det kan ændre sig, mener hun.
- Vi kan pege på os selv. Vi har nogle super gode kandidater, siger Gunna Starck.
Så Pernille Skipper som statsminister?
- Jamen, hun ville altså ikke finde på sådan noget pjat som Mette Frederiksen.
Du kunne godt se Enhedslisten pege på Pernille Skipper som statsministerkandidat?
- Det kunne jeg sagtens. Ork ja.
Er det noget, I bør overveje seriøst at gøre?
- Det er da altid til drøftelse, siger Gunna Starck.
Håber på fornuft
Hovedbestyrelsesmedlem Maja Wolff Albrechtsen kalder Socialdemokratiets asyludspil for både ”asocialt og populistisk”, men vil på nuværende tidspunkt ikke lægge sig fast på, om Enhedslisten skal drage nogen konsekvenser.
- Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvordan vi i så fald ville reagere, hvis Socialdemokratiet skriver det ind i et regeringsgrundlag, men det siger sig selv, at de ikke gør det nemt for os, når de bevæger sig så langt væk fra vores politik, siger Maja Wolff Albrechtsen.
- Jeg håber, de kommer til fornuft inden et kommende valg, så vi kan indgå i et konstruktivt samarbejde om rigtige problematikker, så som at sikre velfærden, siger hun.
Hovedbestyrelsesmedlem og medlem af regionsrådet i Region Syddanmark, Vibeke Syppli Enrum, kalder Socialdemokratiets udspil for ”langt over grænsen”, men eventuelle konsekvenser må bero på en diskussion internt i hovedbestyrelsen, lyder det.
- Jeg kan bare sige, at det vil jeg ikke deltage i. For mig er det langt over grænsen, men det betyder jo ikke, at jeg kan sige, hvad Enhedslisten vil. Det skal vi først diskutere, siger Vibeke Syppli Enrum.
- Men det er vigtigt at sende det signal til Socialdemokratiet, at det her, det er altså en ommer, siger hun.
Politisk ordfører: Forstår frustrationen
På Christiansborg er Enhedslistens fungerende politiske ordfører, Nikolaj Villumsen, ikke helt enig med de kritiske hovedbestyrelsesmedlemmer.
Han forklarer, at det ikke er op til enkelte hovedbestyrelsesmedlemmer at beslutte, hvor partiets grænser går.
- Jeg forstår sagtens frustrationen hos en række hovedbestyrelsesmedlemmer over den højredrejning, vi ser hos Socialdemokratiet lige nu. Men jeg må samtidig sige, at jeg ser deres udspil som symbolpolitik uden rod i virkeligheden, siger han.
Det er i sidste ende Enhedslistens hovedbestyrelse, der har fået mandatet til at definere, hvor grænsen går, hvis Enhedslisten skulle blive støtteparti for mulig kommende socialdemokratisk regering.
Selv om det ikke er på plads endnu, så har Nikolaj Villumsen dog et bud på, hvor grænsen eksempelvis kunne gå:
- Hvis Mette Frederiksen kunne finde på at bryde menneskerettighederne, må hun nok se sig om efter et andet parlamentarisk grundlag.
Hverken Socialdemokratiets udenrigsordfører, Nick Hækkerup, partiets udlændinge- og integrationsordfører, Mattias Tesfaye, eller Nicolai Wammen, politisk ordfører for Socialdemokratiet, der alle var med til at præsentere udspillet, vil kommentere kritikken fra medlemmerne af Enhedslistens hovedbestyrelse.
Socialdemokratiets presseafdeling oplyser, at partiet ikke vil kommentere sagen, før Enhedslistens hovedbestyrelse eventuelt kommer med en samlet udtalelse om sagen.