K bakker op om DF's grænselukning

De Konservative bakker op om at sænke grænsebommene

Grænsekontrol ved Kruså. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Hvis det kan lade sig gøre at lukke grænserne for asylansøgere, som er rejst gennem et sikkert land, så bakker Det Konservative Folkeparti sandsynligvis op.

Det siger integrationsordfører Naser Khader, efter at Kristian Thulesen Dahl (DF) i Berlingske har annonceret, at han inden påske vil fremsætte et beslutningsforslag, der skal pålægge regeringen hurtigst muligt at iværksætte en total, dansk grænselukning.

- Vi synes, det lyder interessant. For jeg er enig i, at vi er nødt til at være proaktive. Nu når det bliver forår, bliver flygtningestrømmen fra Tyrkiet større, mener integrationsordføreren.

Alle asylansøgere, der er rejst igennem et sikkert land såsom Tyskland, skal ifølge Dansk Folkeparti afskæres fra at søge asyl i Danmark, skriver Berlingske.

I regeringen ønsker hverken udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg eller statsminister Lars Løkke Rasmussen at kommentere Dansk Folkepartis forslag.

På de indre linjer forbereder regeringen sig dog på, at asylpresset på Danmark inden længe - måske allerede inden for få uger - atter kan begynde at vokse, lyder det fra en række kilder i regeringstoppen, som Berlingske har talt med.

/ritzau/