Hjort om finanslov: 'Ingen krav hvor man tænker halløjsa'

Partierne i blå blok er mødt op til finanslovsforhandlinger med "realistiske krav", siger finansministeren.

Regeringen mødtes med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet og Radikale Venstre til forhandlinger i Finansministeriet. (Foto: © JENS ASTRUP, Scanpix)

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) er positiv efter tirsdagens forhandlinger om finanslov med partierne i blå blok.

- Det er nogle overordentligt realistiske krav, vi er blevet mødt med. Det ligger inden for den plade, vi arbejder på.

- Der er ikke kommet nogle krav, hvor man tænker "halløjsa, det kan vi vist ikke finde ud af." Det er yderst realistisk, siger han.

Forhandlingerne om finansloven for 2017 fik en kickstart tirsdag. Det skete, efter statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mandag meddelte, at forhandlingerne om 2025-planen er udskudt på ubestemt tid.

Men det foreløbigt kuldsejlede forløb med forhandlinger om blandt andet topskat får ikke finansministeren til at tvivle på, at der kan landes en finanslov i god ro og orden.

- Vi har det meget godt med hinanden. Der er selvfølgelig forskellige politiske interesser.

- Ved finansloven sidste år havde vi i en eller anden udstrækning samme diskussion som i dag, og der fandt vi sammen om en finanslov. Jeg har en tyrkertro på, det vil ske igen, siger finansministeren.

Regeringen går stadig efter at lande en aftale om rigets finanser i 2017 i midten af november. Det vil sige om cirka to uger.

/ritzau/