Heunicke om drikkevand med pesticider: 'Der findes ikke nogen politiker, der bare kan trykke på en knap, så det er fikset

1. marts bliver det forbudt at bruge sprøjtemidler nær visse drikkevandsboringer.

Vi kan stadig gøre noget, der sikrer bedre beskyttelse af grundvandet end i dag, mener miljøminister Magnus Heunicke. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Det er et stort problem, at rester af pesticider alt for ofte findes i vores drikkevand.

Men der er blevet gjort for lidt i alt for mange år, og derfor er problemet ikke løst hurtigt, erkender miljøminister Magnus Heunicke (S).

I mere end halvdelen af drikkevandsboringerne i 2024 blev der fundet spor af pesticider, viser en opgørelse. Og vi risikerer, at der i fremtiden ikke kan leveres nok rent drikkevand, hvis der ikke bliver gjort noget, lyder det fra blandt andre Danmarks Naturfredningsforening.

I 14,1 procent af de undersøgte i drikkevandsboringerne blev der fundet pesticidrester over grænseværdien for pesticider.

Geus oplyser dog til Ritzau, at tallet hvert år indeholder en overrepræsentation af forurenede boringer. Det sker, fordi man ofte undersøger de samme boringer igen, hvis der tidligere har været fundet pesticidrester.

I dag finder man stoffer i drikkevandet, der blev brugt for 20 til 30 år siden, påpeger miljøministeren.

- Man må sige, at man har gjort for lidt, og nok også vidst for lidt for de der årtier siden, siger ministeren ifølge Ritzau.

Stor kortlægning i gang

1. marts bliver det forbudt at bruge sprøjtemidler i sårbare beskyttelsesområder i nærheden af drikkevandsboringer.

Det er områder, hvor der er særlig risiko for, at sprøjtemidler ender i vores drikkevand.

Miljøministeriet er samtidig ved at kortlægge, hvorhenne grundvandet dannes, så der også her kan sættes en stopper for sprøjtemidler, lyder det.

Men, siger Magnus Heunicke:

- Fordi det tager så lang tid, og grundvand er så dyrebar en ressource, der er så lang tid undervejs, så findes der ikke nogen politiker, der bare kan trykke på en knap, og så er det fikset næste år.

- Men vi kan gøre noget, der sikrer, at vi i de kommende årtier har bedre beskyttelse af vores grund, end vi har i dag, hvor det er udsat, siger Heunicke.

Ifølge Danva, der er brancheorganisation for landets vandselskaber, skal forbrugerne ikke være bekymrede for at drikke vandet her og nu.

Hvis kravene til vandkvalitet ikke bliver overholdt, bliver vandet nemlig blandet med vand fra rene kildepladser, før det ryger ud i hanerne og ned i vores vandglas.