Det sender chokbølger igennem Randers Byråd, at miljøminister Magnus Heunicke (S) nu slår fast, at regeringen ikke kommer til at betale mere af regningen for miljøskandalen ved Nordic Waste i Ølst.
Det kommer til at koste på velfærden og betyde store besparelser, lyder bekymringen fra begge side af det politiske spektrum.
- Jeg er dybt rystet. Det er jo ikke det, vi har hørt ministeren og andre, herunder statsministeren, sige på live-tv, siger Daniel Madié, byrådsmedlem i Randers Kommune for Konservative.
Han er vred over, at regeringen nu, ifølge ham, smutter fra ansvaret.
- Jeg føler sådan en lede ved det, siger han.
Samme melding lyder fra formand i socialudvalget i Randers Rosa Lykke Yde fra SF. Hun frygter, hvad det vil betyde for velfærden i Randers.
- Jeg husker helt tydeligt en miljøminister flankeret af en statsminister, der for rullende kameraer i Ølst sagde, at den her katastrofe ikke skulle ramme børn og ældre i Randers, siger hun.
Afviser løftebrud
Da statsminister Mette Frederiksen i januar tonede frem foran rullende kameraer fra jordskredet i Ølst, sagde hun, at det ville være urimeligt, hvis regningen for Nordic Waste-skandalen endte hos de gamle og børnene i Randers.
Men i Folketingssalen i sidste uge gjorde Magnus Heunicke (S) det klart, at regeringen ikke ikke var klar med flere penge til Randers Kommune.
I alt har Folketinget hjulpet Randers Kommune med 205 millioner kroner.
Flere partier på Christiansborg har kaldt det et løftebrud, hvis regeringen ikke hjælper Randers med resten af millionregningen fra miljøskandalen.
De peger på, at Mette Frederiksen selv sagde tilbage i januar, at 'selvfølgelig er det ikke rimeligt, hvis det er børnene i Randers eller de gamle, der skal betale regningen'.
Men i et interview med DR Nyheder afviser miljøministeren nu, at der er tale om et løftebrud. Han mener, at regeringen har levet op til det, de lovede.
- Vi har tilkendegivet over for Randers Kommune, at vi løfter en stor del af ansvaret. Der må man sige, at det er der jo også leveret på. Vi har brugt mere end 200 millioner kroner fra statens side til at løfte arbejdet og give konkrete økonomiske tilskud til arbejdet i Randers Kommune, siger Magnus Heunicke i et interview med DR.
Ifølge Magnus Heunicke har regeringen - og statsministeren - aldrig lovet borgerne i Randers, at den ville tage hele regningen for jordskredet.
I stedet foreslår Magnus Heunicke, at Randers Kommune kan søge nogle puljer for at få resten af den massive regning dækket.
- Afhængig af hvilken løsning Randers Kommune vælger, så vil de kunne søge de puljer, vi har til vandløbsrestaurering. Og der vil Alling Å, ligesom andre åer med miljøproblemer, kunne indgå, siger han.
Kan gå ud over velfærden
Men den store regning kan ende med at hænge på de gamle og børnene i Randers - altså lige præcis dem, som Mette Frederiksen sagde, det ikke måtte ramme.
- I Randers Kommune kan vi kun bruge pengene én gang. Så vi kan sende dem ud til vandrensning eller bruge dem på at betale lønninger til vores medarbejdere på plejehjemmene, siger Daniel Madié.
Magnus Heunicke mener dog, at det er hypotetisk at tale om, at regningen kommer til at ende lige præcis der.
Men mener du ikke, at Mette Frederiksen har lovet borgerne i Randers, at det ikke er de ældre og børnene, der skal ende med at stå med regningen?
- Det er jo derfor, at Randers Kommunes likviditet netop er samlet op til at kunne håndtere uforudsete udgifter. Den her udgift er så stor, at det ikke kun er en normal likviditetsopgave at løse det her. Og derfor er det også, at staten har været inde med over 200 millioner kroner.
Så hvad vil du gøre, hvis Randers Kommune om et par måneder siger til borgerne i Randers: Vi bliver nødt til at spare på ældreplejen, vi bliver nødt til at lukke børnehaver på grund af regningen fra Nordic Waste?
- Nu er du ude i nogle hypotetiske spørgsmål. En stor kommune skal have en høj likviditet til at kunne håndtere uforudsete udgifter. Og staten har været inde helt konkret med meget finansiel støtte til den konkrete indsats. Og når de så vælger, hvordan naturen skal se ud i de områder fremover, så vil man kunne søge statslig støtte, siger Magnus Heunicke.
Mangler overblik over regningen
Randers Kommune har ifølge borgmester Torben Hansen (S) endnu ikke det fulde overblik over, hvad miljøskandalen kommer til at koste kommunen, men han slår fast, at regningen bliver markant større end de 146 millioner kroner, som Randers indtil nu har modtaget fra staten.
- Det er et beløb, Randers Kommune ikke kan løfte. Det har vi hele tiden sagt, skriver han til DR Nyheder.
Kommunen har derudover selv lagt 120 millioner kroner ud i forbindelse med oprydningen. Penge, som de håber at få tilbage fra Nordic Waste-konkursboet.
- Vi er for øjeblikket ved at opgøre de samlede forventede udgifter, og det er vi ikke klar til at præsentere endnu, skriver borgmester Torben Hansen til DR Nyheder.
Borgmester Torben Hansen afviser at stille op til interview om sagen, men skriver videre, at han mener, der er "en god dialog med regeringen".