Herning-borgmester har ikke opgivet Herning som politiskoleby

Lars Krarup (V) er 'ikke okay' med, at regeringen opgiver at placere den nye politiskole i Vestdanmark i Herning. Lokalvalgt DF'er trodser partilinjen.

- Selvfølgelig er jeg ikke okay med det. Min ambition er stadig, at det bliver nybyggeri, og at det bliver i Herning. Jeg hører ikke udspillet som om, at Herning er opgivet, siger Lars Krarup. (Foto: Claus Fisker/Scanpix 2014) (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

- Selvfølgelig er jeg ikke okay med det. Min ambition er stadig, at det bliver nybyggeri, og at det bliver i Herning. Jeg hører ikke udspillet som om, at Herning er opgivet.

Sådan lyder reaktionen fra Hernings Venstre-borgmester Lars Kraup, efter regeringen her til aften bøjer sig i striden om placeringen af en politiskole i Vestdanmark og opgiver Herning som politiskoleby.

Borgmesteren havde set frem til at skulle huse den skole, som daværende justitsminister Søren Pind (V) allerede tilbage i november bebudede skulle placeres i Herning.

- Men jeg har endnu ikke hørt Dansk Folkeparti sige, at Herning er en sten på vejen. Jeg har hørt dem sige, at de vil have gamle bygninger. Derfor håber jeg på, at min appel om et højere ambitionsniveau om nybyggeri vil nå Dansk Folkeparti, siger Lars Krarup.

Lokalvalgt DF'er bakker op

Balladen om den kommende politiskole i Vestdanmark tog for alvor fart, da den daværende justitsminister Søren Pind (V) i november sidste år meldte ud, at Venstre-regeringen havde besluttet at placere den nye politiskole i Herning.

Og at der skulle være tale om et nybyggeri. Det fik dengang Hernings Venstre-borgmester Lars Kraup til at juble:

- Jeg er selvfølgelig enormt glad og tilfreds og lettet. Det er efterhånden to års arbejde, der har været med at få flyttet skolen ud i det jyske, sagde han.

Men i aften fortæller den nuværende justitsminister Søren Pape Poulsen (K), at regeringen efter måneders nervekrig nu er klar til at bøje sig i beslutningen om at placere den nye politiskole i Herning - men fastholder, at der uanset placering stadig skal være tale om nybyggeri:

- Vi synes, at skolen skal ligge i Herning, men hvis det er en sten på vejen for, at vi kan få en nybygget skole, som vi mener er det bedste for politiet, så må vi jo opgive det krav, siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

Linjen i både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har indtil nu været, at man skal finde eksisterende bygninger til den nye politiskole.

Men i Herning Folkeblad er den lokalvalgte skatteordfører i Dansk Folkeparti i dag ude og undsige partilinjen:

- Jeg forstår ikke mit partis linje i denne sag, siger Dennis Flydtkjær (DF) og understreger, at han mener, at nybyggeri i netop Herning vil være den bedste løsning for politiet, og at det vil være de mange penge værd.

Vennetjenester og anbefaling om nybyg

Allerede få dage inden offentliggørelsen af regeringens beslutning om at placere den nye politiskole i Herning anbefalede Rigspolitiet da også, at den nye politiskole skulle etableres som et nybyggeri.

I en rapport fra Rigspolitiet bliver det her slået fast, at etableringstiden for et nybyggeri ikke er længere end tiden for om- eller tilbygning til en eksisterende ejendom, og at uanset hvilken model, der vælges, vil politiskolen tidligst stå klar i løbet 2019.

Hernings borgmester, Lars Krarup (V), meddelte efterfølgende, at Herning kunne have en nybygget skole parat i løbet af 22 måneder.

Fire dage senere kom regeringens beslutning om at placere politiskolen i Herning. Og netop placeringen har i det langstrakte forløb skabt mistanke om en vennetjeneste mellem statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Hernings borgmester, Lars Krarup, der stillede sig på Løkkes side under formandsopgøret i forsommeren 2014.

- Tilbage står et indtryk af, at processen blot var et stort skuespil, der skulle dække over en politisk studehandel, skrev Trine Bramsen i et blogindlæg i november:

- Hvorfor er regeringen så ivrig efter at bygge nyt i stedet for at bruge eksisterende bygninger? Er det et politisk ønske, eller handler det om vennetjenester, lød det fra socialdemokraten,

Det afviste Lars Krarup dog siden noget så eftertrykkeligt til TV2:

- Det er jo ikke nogen bananrepublik, vi lever i. Det er hverken Congo eller Uganda. Vi har brugt efterhånden to års arbejde på at få den her placering landet.

Nu indkalder justitsministeren til nye forhandlingsmøder med aftalepartierne på mandag, hvor han håber, at opgivelsen af Herning som placering kan gyde olie på vandene:

- Problemet her har jo været processen. Det har været en lang, lang proces. Nu er jeg justitsminister, og nu skal den her lukkes, og vi skal videre, siger Søren Pape Poulsen.