Ønske: Jysk politiskole skal bygges i Herning af sikkerhedsmæssige grunde

Kun Herning tilbyder en grund, hvor politiskole kan bygges. De øvrige i slutfeltet vil placere den i eksisterende bygninger.

- Rigspolitichefen har jo hele tiden sagt, at den nye politiskole er et terrormål, og derfor skal sikkerheden være høj. Og det er selvfølgelig et synspunkt, jeg deler, siger borgmester Lars Krarup (V), der meget gerne vil have politiskole til Herning. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Af sikkerhedsmæssige grunde vil en kommende jysk politiskole kun kunne placeres i et nybyggeri. Det er sikkerhedseksperten Jan Jarlbæk og formanden for Dansk Politiforbund, Claus Oxfeldt, enige om.

Herning tilbyder en grund, hvor skolen kan bygges.

De øvrige forslag fra andre kommuner, som stadig er med i opløbet, der gerne vil huse politiskolen, er, at skolen skal etableres i en eksisterende bygning.

I en eksisterende bygning alle og enhver kan gå ind og se plantegninger over bygningerne i bygnings- og boligregistret, BBR.

- Mine medlemmer kan ikke leve med at blive placeret i en bygning, hvor der er så stor en sikkerhedsrisiko, siger formanden for Dansk Politiforbund, Claus Oxfeldt.

Han har dog tidligere givet udtryk for, at for ham "er det fløjtende ligegyldigt, om politiskolen kommer til at ligge i Herning, Trekants-området eller andre steder".

Direktøren for sikkerhedsfirmaet AS Solution, Jan Jarlbæk, har 23 års efterforskningsarbejde med organiseret kriminalitet i bagagen. Og han er enig med Oxfeldt:

- Sådan som tiderne er med terrortrusler og lignende, er man nødt til at holde tegningerne over den kommende politiskole hemmelige, siger Jan Jarlbæk.

Tegningerne for den nuværende politiskole i København er også holdt hemmelige.

Borgmester i Herning, Lars Krarup (V), er glad for udmeldingerne fra Claus Oxfeldt og Jan Jarlbæk:

- Rigspolitichefen har jo hele tiden sagt, at den nye politiskole er et terrormål, og derfor skal sikkerheden være høj. Og det er selvfølgelig et synspunkt, jeg deler. Lige som politiet værner om vores borgere, så skal vi også værne om politiet, siger Lars Krarup.

Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, mener slet ikke, at nogle af de mere end 50 forslag til placering af skolen er valgt fra på forhånd. Forligskredsen vil vende alle forslag, siger hun.