Flere af Folketingets partier så gerne, at grundloven blev moderniseret. Nogle vil sløjfe bestemmelsen om, at kongen skal stadfæste nye love. Andre vil adskille kirke og stat. Andre igen vil give naturen grundlovssikrede rettigheder. Men det er ikke helt lige til at ændre i rigets forfatning.
Grundloven er blevet revideret fire gange, siden den blev vedtaget i 1849 - senest i 1953. Der har også siden været gjort flere tilløb til en ny revision.
I 2009 var Socialdemokratiet, De Radikale, Enhedslisten og SF enige om, at de ville nedsætte en grundlovskommission, hvis de vandt valget. Selvom det blev skrevet ind i regeringsgrundlaget efter den røde valgsejr, så kommissionen aldrig dagens lys.
Det er et omfattende arbejde at ændre grundloven. Det kræver et flertal i Folketinget efterfulgt af et folketingsvalg, endnu et folketingsflertal - og endelig en folkeafstemning, hvor et flertal - der samtidig udgør mindst 40 procent af alle stemmeberettigede - skal stemme for.
Det er med andre ord svært at ændre grundloven, konstaterer Jens Peter Christensen, der både er højesteretsdommer, professor i offentlig ret og forfatter til flere bøger og artikler om grundloven.
- Det er simpelthen en vanskelig proces. Der er gode muligheder for, at det går galt undervejs, og politikere samler jo ikke på nederlag, siger han.
Man ændrer med andre ord ikke i grundloven, hvis det "kun" er detaljer og formuleringer, man vil luge ud i og opdatere.
- Grundloven er kun blevet ændret, når der politisk har været et stort behov for det. Politikere gør kun sådan noget, hvis det er praktisk og politisk nødvendigt, siger Jens Peter Christensen.
Grundloven ændres kun, når det er nødvendigt
I 1849, da Danmark fik sin første grundlov, var det for at gøre op med enevældet og indføre folkestyret - omend det kun var 15 procent af befolkningen, der fik stemmeret, og kvinder, tjenestefolk og fattigfolk måtte vente nogle år endnu.
- Det var super nødvendigt, fordi det var et opgør med enevælden, og der var et kæmpe politisk pres, siger Jens Peter Christensen.
Da grundloven 17 år senere i 1866 blev ændret for første gang, var Danmark blevet en tredjedel mindre efter de slesvigske krige med Tyskland i 1848-51 og 1864.
- Der rejste sig i store kredse en modvilje mod det demokratiske system, man havde indført i 1849, og så fik man et mindre demokratisk system i 1866, siger Jens Peter Christensen med henvisning til, at kongen og de største godsejere fik større magt i det ene af Folketingets dengang to kamre, nemlig Landstinget.
Med den anden grundlovsændring, der kom i 1915, fik kvinderne stemmeret. Men det var faktisk mere en sidegevinst end den egentlige årsag til, at man åbnede grundloven igen, forklarer Jens Peter Christensen:
- Man ville først og fremmest gøre op med det forhold, at partiet Højre sad på flertallet i Landstinget, og at man havde en priviligeret stemmeret, så dem, der var rigest, havde større stemmevægt end andre borgere. Det ville man gøre op med, fordi Venstre havde fået magten, siger han.
Den seneste grundlovsændring fra 1953 er mest kendt for at ændre tronfølgen, så prinsesse Margrethe kunne blive til dronning Margrethe. Men det var en anden ting, der gjorde ændringen nødvendig, påpeger Jens Peter Christensen:
- Lige efter Anden Verdenskrig tilkendegav alle de store partier, at nu skulle de unge under 25 år også have stemmeret, fordi de i særlig grad havde kæmpet i modstandsbevægelsen. Valgretsalderen stod dengang direkte i grundloven, og ikke som i dag i valgloven, så hvis man skulle give dem stemmeret, måtte man ændre grundloven.
Når grundloven alligevel skulle åbnes igen, "kom der flere ting ned i gryden", blandt andet ændringen af arvefølgen, og det var nok det, der sikrede flertallet for ændringen, vurderer Jens Peter Christensen:
- Det var 18.000 stemmer, der gjorde, at grundlovsændringen blev vedtaget, selvom den også indeholdt ændringen af arvefølgen, som der var kolossal folkelig opbakning til. Alligevel var det kun lige med nød og næppe, at folk kom ned og stemme.