Efter mere end 30 år i politik sagde socialdemokraten Frank Jensen i går farvel.
En række sager om seksuelle krænkelser fik på dramatisk vis den magtfulde politiker til at trække stikket.
Men hvad skete der lige? Det er ikke mere end få dage siden, at alt handlede om De Radikale og deres enorme krise. Få overblikket over sagen om Frank Jensen her:
Jyllands-Posten breaker nyhed
Fredag 16. oktober klokken 20.18 går Jyllands-Posten i breaking og publicerer en artikel, der i den grad sætter en lavine i gang.
I artiklen beskyldes Frank Jensen, der på daværende tidspunkt var Socialdemokratiets næstformand og overborgmester i København, for at have krænket kvinder.
Det socialdemokratiske medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden Maria Gudme står frem og fortæller, at Frank Jensen krænkede hende på en bar i 2012, da hun var ansat som organisationssekretær i Socialdemokratiet i København.
Maria Gudme kalder Frank Jensen "en seriekrænker".
Jyllands-Posten beskriver også en anden ny sag med en kvinde.
Frank Jensen stiller ikke op til interview med Jyllands-Posten, men skriftligt meddeler han blandt andet, at "der har været en usund kultur, som jeg også selv har været en del af".
Senere skriver han også på Facebook.
Mødet på rådhuset søndag aften
I løbet af weekenden stiger presset på Frank Jensen. De Radikale på rådhuset i København sår tvivl om, hvorvidt de kan støtte ham som overborgmester.
- Jeg er faktisk virkelig rystet, jeg ville have håbet, at man havde lært lektien efter julefrokosten i 2011, så jeg er faktisk ret rystet, siger socialborgmester Mia Nygaard (R) lørdag.
Kort efter indkaldes der til et krisemøde i Socialdemokratiet i København, hvor Frank Jensen skal forklare sig. Inden da når han at skrive endnu et Facebook-opslag, hvor han i klarere toner undskylder for krænkelserne.
- Jeg tager ansvaret fuldt og helt på mig. Og jeg vil gerne give jer alle min uforbeholdne undskyldning - dette gælder mine partifæller, men i særdeleshed de personer, som jeg med min adfærd har krænket, skriver Frank Jensen.
Før krisemødet fortæller Cecilie Sværke Priess, der er formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU, i København, til Jyllands-Posten, at hun er bekendt med yderligere otte sager på Frank Jensen.
Video: Frank Jensen kommenterer sin undskyldning til Maria Gudme:
Trods de nye anklager kommer Frank Jensen ud af krisemødet sent søndag aften og fortæller, at han har opbakning fra et flertal i den socialdemokratiske gruppe i Borgerrepræsentationen til at fortsætte som overborgmester i København.
Pressemøde mandag klokken 12
Men det stopper ikke her. Mandag morgen kan Frank Jensen konstatere, at SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet i København kraftigt opfordrer Frank Jensen til at gå på orlov, mens der bliver foretaget en undersøgelse af de anklager om krænkelser, der er rejst mod ham.
Og lidt efter klokken 9 mandag sender statsminister Mette Frederiksen (S) en skriftlig meddelelse ud, hvor hun understreger, at der ikke er truffet nogen konklusion om Frank Jensen - endnu.
- Jeg ser med meget stor alvor på de anklager, der er rejst. Det er åbenlyst, at vi i Socialdemokratiet også har problemer. Det skal ændres nu, udtaler hun.
Klokken 11 tikker der så en pressemeddelelse ind om, at Frank Jensen klokken 12 holder et pressemøde på Islands Brygge.
- Jeg træder ud af politik, siger han, kun få dage efter, at Jyllands-Posten skriver en artikel om nye sager om krænkelser rettet mod ham.