DSU-formand: Københavns næste overborgmester skal skabe en større sikkerhed for kvinder og mænd

Frank Jensens afgang vækker glæde hos DSU-formand, men stiller også socialdemokraterne i et dilemma.

Frank Jensen er ikke længere overborgmester i København. Eller næstformand i Socialdemokratiet for den sags skyld. Det står klart, efter han i dag trak sig fra sine poster i kølvandet på de sager om krænkelser, der de seneste dage er kommet frem om ham.

Dermed omgjorde han den beslutning, han havde truffet lidt over tolv timer tidligere, hvor han - med opbakning fra sit bagland - besluttede at blive på sine poster for at 'lave om på kulturen'.

I timerne forinden havde statsminister Mette Frederiksen (S) til flere medier udtalt, at hun så med stor alvor på de anklager, der blev rejst mod Frank Jensen.

Bag nogle af de anklager, Mette Frederiksen taler om, stod formanden for DSU København, Cecilie Sværke Priess. Det blev klart efter, at Frank Jensen på direkte tv, og mod Cecilie Sværke Priess' vilje, fortalte, at hun var blandt de kvinder, der har anklaget ham for krænkelser.

Københavns næste overborgmester skal skabe en større sikkerhed for kvinder og mænd, mener DSU-formand Cecilie Sværke Priess.

- Der skal være konsekvenser ved de handlinger, han har foretaget sig. Nu har vi bevist, at det har konsekvenser. Også for en fremtrædende politiker. Det er ikke nok med en undskyldning, fortæller hun til DR i dag.

Hun mener, at Frank Jensens afgang viser partiets standpunkt på området.

- Det betyder, at vi som parti sender et signal om, at vi hellere vil beskytte de krænkede kvinder fremfor at beskytte en højtstående politiker.

Sætter socialdemokraterne i dilemma

Frank Jensens farvel til Københavns borgmesterkæde betyder, at Lars Weiss (S) fra Borgerrepræsentationen i København bliver fungerende overborgmester. Og nu starter en lang proces for at finde ud af, om han også bliver manden, der skal være overborgmester frem til kommunalvalget i 2021, siger kommunalforsker Roger Buch.

- Lars Weiss er første viceborgmester og sidder derfor som fungerende overborgmester. Jeg vil skyde på, at man i borgerrepræsentationen ret hurtigt, det vil sige i løbet af få uger, vælger, om det skal være ham eller en anden, der sidder frem til kommunalvalget, forklarer han.

Og processen med at vælge en ny overborgmester er ikke uden dilemmaer for Socialdemokratiet. De skal nemlig vælge en socialdemokrat fra Borgerrepræsentationen.

- Derfor kan de ende med at vælge en overgangsfigur, der kun sidder frem til kommunalvalget, men det kan også være, de får valgt en kandidat nu, der kan lukrere på sit år som overborgmester under kommunalvalget, siger Roger Buch.

Kandidat skal skabe sikkerhed

Hvem den kommende kandidat skal være, vil Cecilie Sværke Priess og DSU København ikke gå ind i. De har dog en række klare krav til et socialdemokratisk bud på en ny overborgmester.

DSU-formand Cecilie Sværke Priess (S) er lettet over, at Frank Jensen er trådt tilbage. Hun vil dog ikke sætte navn på den en ny overborgmester i København. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

- Det er en, der også tager den her debat og kulturændring meget alvorlig. En der får skabt en større sikkerhed for både kvinder og mænd i den slags sager her, udtaler hun.

Krav, hun mener, er helt naturlige at stille til en overborgmester.

- Vi stiller de krav, man vil stille til en leder. At det er en, der kan udvise ansvar og er bevidst om den magt, der følger med.

Mette Frederiksen kan ikke diktere kandidat

Selvom posten som overborgmester utvivlsomt er vigtig for Socialdemokraterne, så tvivler Roger Buch på, at Mette Frederiksen vil diktere valget af kandidat.

- Mette Frederiksen vil være meget tilbageholdende med at blande sig i denne her beslutning. Man skal ikke forestille sig, at der er sendt en besked ud fra hende, hvor hun beslutter, hvem det skal være – men mere uformelle signaler er det ikke utænkeligt.

Han minder samtidig om, at der ikke er nogen garanti for, at det bliver en socialdemokratisk kandidat til overborgmesterposten, når der afholdes kommunalvalg i 2021.

- Mit bedste bud er, at det bliver en socialdemokrat, der ender som overborgmester efter valget i 2021, men der kan altid ske uforudsete ting. Måske vil Enhedslisten eller SF hellere arbejde for en kandidat fra deres parti, afslutter Roger Buch.

Sagerne som fældede Frank Jensen

  • 2004: Se og Hør kan fortælle, at Frank Jensen til en julefrokost i Socialdemokratiets ledelse har opført sig grænseoverskridende over for en kvindelig studentermedhjælper. Kvinden måtte bede Frank Jensen om at stoppe med sine tilnærmelser. Jensen undskyldte efterfølgende over for hende.

  • Frank Jensens kommentar i 2004: - Jeg husker ikke præcis, hvad der skete. Men jeg har åbenbart fået sagt noget, hun blev meget fornærmet over. Jeg tror, at man kan sige, at jeg lod munden løbe og gav hende nogle komplimenter, som hun så bare ikke opfattede i den ånd, de var fremsagt.

  • Frank Jensens kommentar i 2020: - Jeg vedkender mig, at jeg hen over bordet, til en kvindelig medarbejder – praktikant – kom med komplimenter som ikke blev opfattet som det, men blev opfattet krænkende. Og derfor er det selvfølgelig også på listen over der, hvor jeg har krænket.

  • 2011: Ekstra Bladet afslører, at Frank Jensen krænkede flere kvinder til en julefrokost. Der var russisk tema til julefrokosten, så snapsen var skiftet ud med vodka. Ekstra Bladet fortalte, hvordan overborgmesteren under dansen i Festsalen slikkede en ansat i øret og en anden blev slikket på halsen.

  • Frank Jensens kommentar i 2011: - Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at min glade dans på dansegulvet udviklede sig på en måde, hvor nogle har følt sig provokeret. Der er ikke nogen faglig sag. Der er ikke det, som i pressen er blevet kaldt en sexchikanesag. Det er der bare ikke.

  • Frank Jensens kommentar i 2020: - Der blev gennemført en undersøgelse, der ikke førte til nogen juridiske sanktioner. Men det fjerner selvfølgelig ikke, at jeg har et kæmpe ansvar, for også her at give en fuldstændig uforbeholden undskyldning over for de kvinder, som dansede med mig her i festsalen.

  • 2012: Jyllands-Posten fortæller i oktober 2020, om sagen fra 2012. Den handler om Maria Gudme, som på det tidspunkt var ansat som organisationssekretær ved Socialdemokraterne i København. Efter et seminar ender et socialdemokratisk selskab på et værtshus i Nyhavn. Hun kom til at sidde ved siden af Frank Jensen, som lagde en hånd på hendes. - Ja, så fortsætter hans hånd jo. Den bevæger sig helt op af mit inderlår. Her får jeg det rigtig ubehageligt, har hun fortalt til Jyllands-Posten.

  • Frank Jensens første kommentar: - Der kan være hændelsesforløb og detaljer, der er oplevet forskelligt, og det er ikke alt, jeg kan genkende. Men det, der står tilbage, er, at nogle kvinder har oplevet, at jeg har overskredet deres grænser. Ansvaret ligger hos mig, og det beklager jeg dybt.

  • Frank Jensens efterfølgende kommentar: - Jeg har også virkelig behov for endnu en gang at understrege min dybe dybe undskyldning overfor Marie Gudme. Hun har lært mig mange ting i den proces, vi har været igennem her.

  • 2017: En anonym politiker fra Borgerrepræsentationen fortæller i Jyllands-Postens artikel også, at hun blev krænket af Frank Jensen i 2017. Det skete efter et møde på Rådhuset, hvor der var øl på bordet. - Pludselig er der en person under bordet, der tager mit ben op og begynder at nusse det. Men så ser jeg under bordet, at det er så Frank Jensen, der sidder og nusser mine ben og mine fødder. Så jeg trækker dem til mig uden at sige noget højt. Jeg gider ikke lave en scene, siger hun til Jyllands-Posten.

  • Frank Jensens første kommentar til Maria Gudme dækker også over denne sag.

  • Frank Jensens efterfølgende kommentar: Som jeg har forstået det, som jeg ikke kan genkende, men så ligger den i 2017.

  • 2020: Formanden for DSU i København Cecilie Sværke Priess fortæller søndag den 18. oktober, at hun er bekendt med yderligere otte sager om krænkelser fra Frank Jensen. Ifølge DSU-formanden er de syv videregivet til den advokatordning, som Socialdemokratiet har igangsat. Det kommer frem, at Cecilie Sværke Priess selv er blandt de kvinder, der anklager Frank Jensen for at have krænket dem.

  • Frank Jensens kommentar: Frank Jensen afviser at have krænket Cecilie Sværke Priess. Han siger, at sagen handler om, at han hilste på hende med en kindkys til et arrangement i Fælledparken, hvor han var sammen med sin kone og barnebarn. - Så det er ikke en historie, jeg på nogen måde kan genkende.