Forskere kritiserer Tørnæs for brug af SU-tal

Flere forskere siger, at SU har betydning for lavtuddannede børns optagelse og frafald på studier. Ministeren siger det modsatte.

Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs er overrasket over kritikken, og hun bakkes op af en professor fra Aarhus Universitet. (Foto: © Ólafur Steinar Gestsson, Scanpix)

Der er ikke bevis for, at nedskæringer i SU'en har betydning for den sociale mobilitet i uddannelsessysstemet. Det har uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs flere gange sagt siden SU-reformen blev fremlagt.

Nu anklager flere forskere i Jyllands-Posten ministeren for at bruge forskningen på en vildledende måde.

- Der er en sandsynlig risiko for, at det vil få en social slagside, da flere studier viser, at det har haft en positiv effekt på den sociale mobilitet og frafaldet at hæve SU'en, siger professor Martin D. Munk fra Aalborg Universitet.

Professoren mener ifølge avisen, at ministeren "sorterer" i, hvilke dele af forskningen, hun tager udgangspunkt i.

Også professor Jacob Nielsen Arendt, forskningschef på Kora, Det Nationale Institut for Kommuners og Regionsers Analyse og Forskning, mener, at ministeren bruger forskningen på en ikke-retvisende måde.

- Der er en overvægt af studier, der viser, at SU-støtten har en effekt på optagelsen og frafaldet på studierne - især for unge med lavtuddannede forældre, siger han.

Ulla Tørnæs er overrasket over kritikken. Hun støttes af professor Helena Skyt Nielsen fra Aarhus Universitet, der ikke bekymret for, at SU-reformen vil gå ud over den sociale mobilitet.

/ritzau/