Formand for Dansk Blindesamfund: Ok at blinde skal betale for medier

Blinde skal fremover betale for medieindhold over skatten.

Formand for Dansk Blindesamfund håber, at en ny milliardpulje kan gøre, at blinde fremover kan bruge medier på nye måder. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

I fremtiden skal blinde og stærkt svagtseende betale for tv, radio og andet medieindhold, der nu er licensfinansieret.

Hidtil har denne gruppe ellers haft mulighed for at blive frataget for at skulle betale licens. Men fremover ser det ud til, at de skal betale for medieindholdet over skatten ligesom resten af befolkningen.

I den politiske aftale om at skære 20 procent i DR og afskaffe medielicensen, som regeringen og Dansk Folkeparti har fremlagt i dag, noteres det, at blinde og svagtseende ikke "isoleret set" vil blive tilgodeset, når medielicensen omlægges.

Til gengæld vil regeringen og DF afsætte en pulje på 10 millioner kroner årligt fra 2019, der skal gå til initiativer målrettet blinde.

Og det glæder landsformand i Dansk Blindesamfund, Thorkild Olesen.

- Jeg noterer mig, at vi kommer til at betale mere i skat som alle andre, men jeg kan også se, at man i aftalen lægger op til at bruge penge på at sikre, at medier bliver gjort tilgængelige for blinde og svagtseende, og det er jeg godt tilfreds med, siger han.

Nye løsninger

Hvad forventer I, at I kan få for jeres medieskat?

- Det er jo ikke helt til at vide, for det står ikke i aftalen. Men det kunne være godt at gøre flere aviser tilgængelige for blinde eller bruge nogle af pengene på at hjælpe TV 2 og DR med at få gjort nogle af udsendelserne tilgængelige for blinde og svagtseende. Så jeg ser store muligheder i dag.

Thorkild Olesen tvivler ikke på, at der findes løsninger, der kan gøre, at blinde og svagtseende i højere grad end i dag kan få noget ud af det indhold, der blandt andet produceres af DR.

- Jeg tror på, at det kan være med til at løfte tilgængeligheden for blinde og svagtseende. Og når det er sådan, så skal vi selvfølgelig også være med til at betale for det, siger han.