Kunstig intelligens hjælper svagsynede Jens med at læse avisen

Et lille kamera monteret på en brille kan affotograferer tekst og læser den højt i øret på den blinde eller svagsynede.

Jens Kjergaard glæder sig over at kunne følge bedre med i avisen og dermed lokalsamfundet.

En ny teknologi hjælper blinde og svagtseende til at kunne læse, eller i hvert fald få læst op, hvad der står i avisen, på prisskiltet eller i brugsanvisningen.

Orcam hedder systemet, der har givet Jens Kjergaard fra Ebeltoft mulighed for at læse avis, på trods af at han har orienteringssyn, da han kun kan se dele af det, som er rundt om ham, men han kan ikke læse og se små ting.

- Kameraet tager et billede af artiklen og læser op i øret. Det er meget, meget hurtigt og godt til at læse avisen, siger han.

Det er et lille kamera, som er monteret på en brille. Det affotograferer tekst, analyserer og læser den højt i øret på den blinde eller svagtseende.

Jens Kjergaard er glad for, at læsebrillerne giver ham mulighed for at følge med i avisen.

Orcam blev udviklet i Israel af Mobileye, som er stiftet af to professorer og blev første gang lanceret i 2015 i USA.

Ole Brun Jensen fra Dansk Blindesamfund har også prøvet Orcam. Han synes, at perspektiverne er interessante i forhold til blinde og kunstig intelligens.

- Kunstig intelligens betyder jo, at computerprogrammet træner sig selv. Når det laver fejl, så korrigerer den det næste gang. Det komme til at revolutionere lige så meget som internettet gjorde for 20 år siden, siger han.

Jens Kjergaard i Ebeltoft glæder sig bare over. at han nu kan følge lidt bedre med i. hvad der sker i lokalsamfundet.

- Jeg bliver klogere og klogere i stedet for dummere og dummere. Nu kan jeg følge med i artikler og læserbreve, og hvad der ellers foregår i avisen, siger han.

Orcam koster omkring 25.000 kroner for brillen med kameraet, som er tilsluttet en computer. Det er fingeren, der styrer, hvad man gerne vil have læst op ved at pege på teksten.