Førtidspensionsreform hjælper ikke ledige i job

Kun godt 60 ud af 2367 ledige er kommet i arbejde efter at have været igennem et ressourceforløb, viser tal.

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) har fået lavet et opgørelse, der viser, at kun 2,6 af de ledige, som har afsluttet et såkaldte ressourceforløb, er kommet i arbejde. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Kun 2,6 procent af de ledige, som foreløbig har afsluttet de såkaldte ressourceforløb, der blev indført med den daværende SRSF-regerings førtidspensionsreform, er efterfølgende kommet i arbejde, skriver Information.

Det viser en ny opgørelse fra beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) til Folketingets beskæftigelsesudvalg.

Opgørelsen viser, hvordan det går med forsøget på at få svage ledige tilbage i beskæftigelse gennem ressourceforløbene.

Det svarer til godt 60 personer ud af 2.367, der frem til udgangen af november 2015 havde afsluttet et ressourceforløb.

Godt 43 procent af dem er kommet på førtidspension og knap 9 procent på såkaldt selvforsørgelse.

At så få er kommet i arbejde, vækker bekymring hos SF's beskæftigelsesordfører, Karsten Hønge.

Selv om han understreger, at reformen stadig kun har virket i få år, ringer advarselsklokkerne.

- Vi ender på et meget lavt niveau i forhold til at få folk i ordinær beskæftigelse. Uanset hvad kommer tallet jo ikke til at rette sig nok, så der er grund til kritisk at evaluere loven, når forligspartierne har aftalt at mødes til efteråret, siger Karsten Hønge til Information.

Reformen trådte i kraft den 1. januar 2013, hvorefter ingen under 40 år - som udgangspunkt - skal have førtidspension.

/ritzau/