Flertal vil sende fregat i kamp mod Islamisk Stat

En dansk fregat skal måske snart støtte et amerikansk hangarskib i Det Indiske Ocean i kampen mod IS.

Fregatten Peter Willemoes skal efter alt at dømme hjælpe et amerikansk hangarskib med at bekæmpe Islamisk Stat. Regeringen fremsætter beslutningsforslag lige efter nytår (arkivfoto). (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Efter nytår vil regeringen fremsætte et beslutningsforslag, der skal sende et krigsskib til Det Indiske Ocean for at bekæmpe Islamisk Stat, oplyser Radio24syv.

Det er under to uger siden, at de danske F16-fly vendte tilbage efter at have bekæmpet Islamisk Stat i Syrien og Irak. Hvis det står til regeringen, skal danske soldater snart afsted igen, bekræfter Udenrigsministeriet.

Den danske fregat HDMS "Peter Willemoes" skal til Det Indiske Ocean, hvor det skal yde støtte til et amerikansk hangarskib, der skal bekæmpe Islamisk Stat.

Fregatten skal efter planen sejle fra Danmark i starten af februar, hvor soldaterne i første omgang skal gennemgå en træningsmission i Middelhavet.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra udenrigsminister Anders Samuelsen (LA). Men Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, fortæller, at fregatten er blevet efterspurgt af Danmarks koalitionspartnere.

I første omgang er missionen berammet til at vare tre måneder, og Michael Aastrup Jensen forventer ikke, at den periode bliver forlænget.

/ritzau/