Flertal vil lade politikere selv bestemme om de vil afgive fordelagtig pensionsordning

EL vælger kollektivt at frasige sig særlig pensionsordning. DF og S vil lade det være op til det enkelte folketingsmedlem.

Arkivfoto: (Foto: Torkil Adsersen/Scanpix 2012) (Foto: © TORKIL ADSERSEN, Scanpix)

Enhedslisten og Dansk Folkeparti vil nu støtte et ændringsforslag fra Socialdemokratiet, der betyder, at folketingsmedlemmer frivilligt kan fravælge den nuværende politikerpension, og i stedet vælge en almindelig arbejdsmarkedspension.

Dermed er der flertal for forslaget, der på torsdag skal 2. behandles i Folketingssalen, og som lægger op til, at hvert enkelt af de 179 folketingsmedlemmer fremover blandt andet skal kunne beslutte, om de vil have den ene eller anden pensionsordning.

I Enhedslisten er beslutningen klar. Her har man på et gruppemøde i dag besluttet, at hele folketingsgruppen, når forslaget træder i kræft, vil frasige sig den 'lukrative' pensionsordning, fortæller finansordfører Pelle Dragsted:

- Vi har besluttet at stemme for ændringsforslaget og kollektivt besluttet at frasige os den her lukrative ordning. Vi håber, det kan være med at til at lægge pres på vores kollegaer herinde. Når vi hæver pensionsalderen for danskerne, bør vi også kigge indad, siger Pelle Dragsted.

Sidste år foreslog Vederlagskommissionen, der var nedsat til at kigge landets politikeres løn og pension efter i sømmene, netop en opsparingsbaseret arbejdsmarkedspension.

Den anbefaling fravalgte et politisk flertal at følge, og det er nu det, som ændringsforslaget giver politikerne mulighed for selv at tilvælge.

Ifølge Vederlagskommissionens beregning er værdien af politikerpensionen 317.000 kroner om året. Nu går i hvert fald Enhedslistens folketingsgruppe over til en almindelig arbejdsmarkedspension på 151.000 kroner om året - en nedgang på 166.000 kroner.

- Det handler ikke så meget om penge, men der er et kraftigt signal i det, siger Pelle Dragsted.

Dansk Folkeparti bakker op

Også Dansk Folkeparti bakker op om det socialdemokratiske ændringsforslag, fortæller gruppeformand Peter Skaarup:

- Vi synes grundlæggende, at det er forkert, at resten af befolkningen ikke har nær så lukrative pensionsforhold som politikerne har, og derfor stemmer vi for.

I Dansk Folkeparti vil man dog ikke diktere, hvad det enkelte medlem skal vælge at gøre:

- Vi kommer ikke til at sige til det enkelte folketingsmedlem, at de skal gøre det ene eller andet. Vi synes bare, det er rimeligt, at de selv får muligheden for vælge, hvordan man vil stille sig. Det må være op til den enkelte, siger Peter Skaarup.

Han vil heller ikke sige, hvorvidt han vælger det ene eller andet:

- Før forslaget er vedtaget, tror jeg ikke, at nogen vil sige, hvordan de vil agere. Og grundlæggende er det op til den enkelte, så lad os nu se efter på torsdag, så vender vi tilbage til, hvordan hvert enkelt medlem i Dansk Folkeparti agerer, siger han.

Tilfreds S-gruppeformand

Det var tidligere på måneden, at Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Sass Larsen gik ud med ændringsforslaget, som han i dag fortæller, var 'en hjælp' til de politikere, der 'havde himlet op' om for lukrative politikerforhold:

Derfor er han også tilfreds med, at der nu tegner sig et flertal for forslaget:

- Vi er jo nogen, der i mange år har skulle stå på mål for de lønninger, som politikerne har, mens vi har skullet høre på udbredt kritik fra andre kollegaer, der mener, at vi får for meget i løn. Nu får man så muligheden for at få afstemt sin samvittighed.

- Det her er alene en service og en hjælp til dem, jeg år efter år har skullet høre på har været utilfredse. Nu får de en mulighed for at indrette deres virkelighed efter det, de faktisk går og siger, siger Henrik Sass Larsen.

Så var det her ændringsforslag bare en stikpille til dine kritiske kollegaer?

- Nej, det var da en hjælp til alle dem, der har lidt meget under, at de har fået udbetalt høje lønninger og pensioner. Og så har jeg bare besluttet mig for at hjælpe folk, der lider.

Heller ikke i Socialdemokratiet vil man bestemme, hvorvidt det enkelte gruppemedlem skal frasige sig den nuværende pensionsordning.

- Vi står på mål for både det vederlag og den pension, vi får i dag. Så min indstilling er, at vi fastholder det uændret, siger Henrik Sass Larsen.

Vil du personligt frasige dig dele af din løn og pension?

- Vi står fuldstændig fast på de gældende forhold.

Enhedslisten frygter, at det vil puste til politikerleden, at ikke alle politikere vælger at gå ned i løn og pension. Kan du følge den frygt?

- Nej. Jeg synes da bare, at de skal gå i gang ovre i Enhedslisten og fortælle, hvad de synes, er rimeligt. De har jo år efter år fået den pension, som er vedtaget. Nu får de muligheden for at frasige sig den byrde, hvis de ikke kan bære at modtage så meget i løn og pension.

I Venstre har gruppeformand Søren Gade tidligere oplyst, at selvom han personligt støtter forslaget, så vil regeringen stemme imod.