Post- og transportordførere fra Dansk Folkeparti og Socialdemokrati har i den seneste tid kritiseret transportminister Ole Birk Olesen (LA) voldsomt for håndteringen af Postnord-sagen.
Transportministeren har siddet på vigtige oplysninger om, hvor alvorlig en krise det gamle postvæsen har været i, har kritikken lydt. Men nu viser det sig, at repræsentanter fra både DF og S faktisk har kendt til den alvorlige situation i cirka en måned inden partiernes post- og transportordførere.
Det står klart efter dagens møde i Finansministeriet, hvor netop Postnords økonomiske situation var på dagsordenen.
- Der har været et tidspunkt i processen, hvor vi har givet en orientering til finansordførerne, fordi der var en gennemgang af statens selskaber i Finansministeriet, siger transportminister Ole Birk Olesen (LA).
Transportministeren har fået hård kritik, fordi Folketingets postforligskreds først blev orienteret på et møde 9. februar.
Finansordførerne blev imidlertid orienteret i fortrolighed på et møde 13. januar.
- På det tidspunkt skulle postordførerne også have haft besked. Det beklager jeg, at de ikke fik på det tidspunkt, for det skulle de have haft, siger Ole Birk Olesen.
LA: Højt informationsniveau
Ministeren står nu til en såkaldt ”næse” – som er et udtryk for kritik – fra Folketinget på grund af det, Folketingets postforligskreds anser for at være et utilstrækkeligt informationsniveau.
Ole Birk Olesens partifælle og formand for Folketingets Finansudvalg, Joachim B. Olsen, mener, at kritikken af ministeren har været usaglig, netop fordi Folketingets finansordførere – og dermed selvsamme partier, som har kritiseret ministeren for ikke at orientere grundigt nok – fik informationen i midten af januar.
- Der har været et højt informationsniveau hele vejen igennem. Partierne er blevet informeret på finansordførerniveau, og der taler vi altså om ledelsen i de forskellige partier. Jeg har selv siddet med til møderne, og det har været højtstående medlemmer af de forskellige partier, der har fået informationen tidligt i forløbet, siger Joachim B. Olsen.
- Men også transportordførerne har undervejs haft et meget højt informationsniveau. Ole beklagede, at transportordførerne ikke var med på mødet, hvor finansordførerne var med. Det har han nok ret i, at det skulle de have været. Men det ændrer jo ikke ved, at partierne har været informeret hele vejen igennem, siger han.
Skærpet fortrolighed
Socialdemokratiets postordfører, Christian Rabjerg Madsen, har sammen med Dansk Folkepartis post- og transportordførere været blandt Ole Birk Olesens hårdeste kritikere, men socialdemokraten mener ikke, at ministerstormen kunne have været undgået ved at tale sammen internt i partiet.
- Overhovedet ikke. Oplysningerne til finansordførerne er givet under skærpet fortrolighed, og derudover ligger det meget klart, at man på et tidligere tidspunkt – og også lang tid før, at finansordførerne er blevet oplyst – har drøftet muligheden for en statslig kapitaltilførsel. Men vi skulle selvfølgelig have haft det at vide tidligere, siger Christian Rabjerg Madsen.
Han henviser til, at både Transportministeriet og Finansministeriet allerede i november sidste år var bekendt med, at Postnord var i dybe økonomiske problemer og dengang vurderede, at der ville blive behov for en ekstern kapitalindsprøjtning fra virksomhedens ejere, den danske og den svenske stat.
Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen, har ligeledes været offensiv i sin kritik af de manglende informationer fra transportministeren.
Men selvom partiets finansordfører, René Christensen, havde fået en fortrolig orientering en måned før Kim Christiansen, ville det ikke have været muligt at lægge en dæmper på sine partifællers kritik.
Det siger René Christensen til Politiken:
- Når noget er fortroligt, så er det fortroligt, og så er det ikke noget, man bare kaster op i luften på et gruppemøde. Sådanne oplysninger kan være meget forretningsfølsomme, og det skal vi kunne håndtere, siger René Christensen til avisen.
Ting man ikke kan eller må sige videre
Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht, mener heller ikke, at kritikken mod transportminister Ole Birk Olesen har været uberettiget, selvom Folketingets finansordførere vidste besked om Postnords situation en måned før post- og transportordførerne.
- Der er ting, som man ikke kan eller må fortælle videre under skærpet fortrolighed, siger Benny Engelbrecht.
Hvorfor har I ladet det blive så stor en sag, hvis du hele tiden har vidst, at I har været orienteret?
- Der er ting, som man ikke kan eller må sige videre.
Kunne du ikke sagtens have sagt, at der var noget, du ikke kunne sige videre, men at man måske lige skulle hive i bremsen?
- Jeg har personligt ikke deltaget i det pågældende møde, så jeg har ikke personligt siddet inde med informationen. Det var på et tidspunkt, hvor jeg lå syg derhjemme, siger Benny Engelbrecht.
Så har I vel sendt en anden? Socialdemokratiet har vel været orienteret som alle andre?
- Ja, fuldstændig korrekt.
Hvis I har haft den viden, kunne I vel have sagt, at I ikke kunne sige, hvad det er, men der er noget, som gør, at det måske ikke er så stor en sag?
- Jo, men det er et spørgsmål om tilliden i en forligskreds, og det synes jeg også meget klart, at der er givet udtryk for nu. Det afgørende herfra er, at det er en sag, som håndteres af Finansministeriet. Det er en meget alvorlig sag, at vi sikrer, at vi også har postbefordring i Danmark i fremtiden, siger Benny Engelbrecht.
Der skal indledes forhandlinger mellem den danske og svenske stat, der sammen ejer det kriseramte Postnord.
Den danske afdeling mangler 2,3 milliarder kroner.