DF lader Ole Birk Olesen sidde som transportminister

- Jeg vurderer allerede, at Ole Birk Olesen har fået en næse, siger DF-formand Kristian Thulesen Dahl.

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) har allerede fået en næse, meddeler Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.

Dansk Folkeparti har raslet med sablerne og kaldt Ole Birk Olesen (LA) både inkompetent og arrogant, men regeringens støtteparti lader ham alligevel sidde på posten som transportminister.

Tidligere på dagen beklagede transportministeren, at han ikke tids nok orienterede Folketingets postordførere om Postnord-sagen. Og det tager Dansk Folkeparti nu til efterretning, meddeler partiformand Kristian Thulesen Dahl.

- Vi tager til efterretning, at ministeren synes, at han har orienteret Folketinget for dårligt. Vi har fået det løfte, at der bliver rettet op på det fremover, siger DF-formanden:

- Jeg vurderer allerede, at Ole Birk Olesen har fået en næse. Når han selv går ud efter mødet her til morgen og gør det klart, at han har forstået, at han ikke har orienteret Folketinget tilstrækkeligt, så er det vel det samme som at erkende, at han ikke har behandlet Folketinget ordentligt, siger han.

Kristian Thulesen Dahl afviser, at Dansk Folkeparti har skabt et drama på Christiansborg ved blandt andet at kalde Ole Birk Olesen "inkompetent".

- Jeg synes, det er fuldstændig berettiget, at man har været efter ministeren i forhold til, at informationerne ikke har været fyldestgørende og tilstrækkeligt hurtige til Folketinget. Jeg har forstået, at ministeren er enig i det. Og det er klogt af ministeren. Og så handler det om at få det, det drejer sig om, til at fungere, nemlig Postnord.

- Jeg synes, det har været på sin plads at komme med nogle ret kradse kommentarer i forhold til transportministeren, for han har åbent sagt, at informationen til Folketinget ikke har været tilstrækkelig.

Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti mener, at Ole Birk Olesen og Transportministeriet i flere uger har siddet på konkrete oplysninger om Postnords økonomiske krise og tilbageholdt information om, hvor mange penge virksomheden skal bruge for at overleve.

Ole Birk Olesen har afvist, at han og ministeriet skulle have tilbageholdt detaljerede oplysninger om Postnords behov for en ekstern kapitalindsprøjtning.

Forhandlinger med udgangspunkt i Finansministeriet

Kristian Thulesen Dahl, har I tillid til Ole Birk Olesen?

- Det siger sig selv, at det er statsministeren, der udpeger ministrene i en regering, og hvis vi ikke har tillid til den pågældende, så udtaler vi det, og det har vi ikke udtalt.

Hvor stor skal næsen være?

- Det er et godt spørgsmål. Jeg synes, det er kritisabelt, den måde ministeren har håndteret opgaven over for Folketinget på. Og jeg er meget glad for, at ministeren ser ud til selv at have erkendt det. Og så ved jeg ikke præcist, hvordan man skal angive en størrelse af en næse.

- Det afgørende for os er, at vi nu får fokus på, hvordan Postnord kommer til at fungere, også for de danskere der ikke bor tæt på de store byer. Der har vi en kæmpe opgave foran os.

Der skal nu gang i forhandlingerne mellem den danske og svenske stat, der sammen ejer det kriseramte Postnord. Den danske afdeling mangler 2,3 milliarder kroner.

- Og der er jeg også glad for, at det arbejde kommer til at ske med udgangspunkt i Finansministeriet, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Det er klart, at når vi har haft et udgangspunkt, hvor vi har følt os holdt uden for de nødvendige oplysninger, er det selvfølgelig godt, at det er Finansministeriet, der bliver omdrejningspunkt for det videre arbejde, siger DF-formanden.