Eva Kjer: Jeg bliver ked af det, når mine kolleger beskylder mig for at lyve

Den nu tidligere miljø- og fødevareminister fastholder, at hun ikke kunne have gjort noget anderledes i sagen om landbrugspakken.

Eva Kjer Hansens (V) tid som miljø- og fødevareminister sluttede officielt i dag, da hun overdrog nøglerne til Esben Lunde Larsen (V).

I et interview med Aftenshowet ser Eva Kjer Hansen tilbage på seks turbulente dage, der startede, da De Konservative med Søren Pape Poulsen i spidsen udtrykte mistillid til hende i sagen om den omdiskuterede landbrugspakke.

- De seneste seks dage har været forfærdelige, lyder det ærlige svar fra Eva Kjer Hansen.

'Kalkunjagten' gik ind

I torsdags stod Eva Kjer Hansen på Folketingets talerstol, da landbrugspakken blev debatteret og senere vedtaget. Og her blev hun grillet af sine folketingskollegaer, der igen og igen udtrykte deres mistillid til hende.

- Der, hvor jeg bliver ked af det, er, når kollegaerne skruer sig op og står og siger, at jeg lyver og manipulerer med tingene, siger hun, og fortsætter:

- Jeg mener faktisk ikke, der er ikke noget at komme efter. Men kalkunjagten går ind, som vi siger på Christiansborg, og så er der åbenbart ingen ende på, hvad man kan blive beskyldt for.

”Målet var at vælte mig”

I interviewet bliver Eva Kjer Hansen også spurgt ind til, om hun fortryder den måde, hun har tacklet sagen på, men den tidligere minister afviser, at hun kunne have gjort noget anderledes.

- Jeg kan ikke rigtig gøre rede for, hvad det er, jeg skulle have gjort anderledes. Jeg skulle have haft nogle klarere udmeldinger fra De Konservative på et tidligere tidspunkt.

Hun mener, at det for De Konservative handlede mere om at vælte en minister end selve politikken.

- Jeg synes egentligt, Rasmus Jarlov sagde det meget direkte i weekenden, da han sagde, at det for dem handlede om at vælte ministeren og ikke om hverken det grønne eller en tillægsaftale. Det handlede om at gå efter mig og bruge det i et mediestunt, siger Eva Kjer Hansen.

Lars Løkke var en fantastisk støtte

Eva Kjer Hansen endte med at trække sig som minister lørdag formiddag efter flere dages intenst pres. Men hun var stadig i tvivl om, hvad hun skulle gøre fredag aften.

- Jeg tager kontakt til statsministeren lørdag morgen, fordi jeg ikke ville stå i vejen for, at regeringen kunne fortsætte, siger hun.

I samme ombæring roser hun statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for at have været en kæmpe støtte hele vejen.

- Jeg har været super glad for den opbakning, jeg har fået - især fra statsministerens side. Han har været helt fantastisk som chef, og derfor var det rigtig vigtigt for mig, at jeg ikke blev en hindring, men at jeg sørgede for at fjerne mig, så regeringen kunne fortsætte.

I morgen skal skrivebordet i ministeriet ryddes, og derefter står den på et par dages ferie med familien i Sønderjylland for Eva Kjer Hansen, inden hun igen fortsætter arbejdet som menigt folketingsmedlem.

Se et uddrag af Eva Kjer Hansens interview i Aftenshowet i videoen øverst.