EU-skattesnydudvalg kontakter danskere på Bahama-liste

En skandale, at tidligere EU-kommissær fremgår på liste over Bahama-skattely, siger ordfører for EU's skattesnydudvalg.

Jeppe Kofod er ordfører for EU's skattesnydudvalg, og han siger, at Bahamas længe har været i kikkerten i forhold til skattely. (Foto: © Kasper palsnov, Scanpix)

De danske virksomheder, der er nævnt i et nye stor læk om skattely i Bahamas, bliver snart kontaktet af Jeppe Kofod (S), der er ordfører for EU-Parlamentets særlige skattesnydudvalg.

- Vi har længe haft Bahamas i kikkerten i forhold til skattely, og jeg vil også indkalde regeringen i Bahamas til en høring i parlamentet, siger han.

1,3 millioner dokumenter fra selskabsregistret i Bahamas er havnet hos Süddeutsche Zeitung, som har delt informationerne med partnere i den internationale organisation for undersøgende journalister ICIJ. I den sidder journalister fra DR og Politiken.

Papirerne fra Bahamas rummer data såsom navn, indregistrering og betaling af afgifter til selskabsregistret. Der er dog ikke dokumenter om aktiviteter i de enkelte selskaber.

I de lækkede papirer fra Bahamas fremgår det blandt andet, at den tidligere EU-kommissær Neelie Kroes har været registreret som direktør for et selskab i Bahamas, uden at have oplyst det mens hun var kommissær.

- Det her må simpelthen bare ikke ske under nogen omstændigheder, siger Jeppe Kofod.

Han vil bede kommissionsformand Jean-Claude Juncker gennemgå procedurerne for, at kommissærerne oplyser korrekt.

/ritzau/