Enhedslisten og SF: Afsløring af Blackwater-samarbejde er en skandale

Både Enhedslisten og SF kritiserer tidligere forsvarsminister Søren Gade for hans svar i Folketinget om Blackwater-samarbejde.

Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper håber, at Dansk Folkeparti og Liberal Alliance vil lægge stemmer til en genåbning af Irak-kommissionen.

Det er en skandale, at Danmark har samarbejdet med det kontroversielle sikkerhedsfirma Blackwater i forbindelse med krigen i Irak.

Sådan lyder det fra Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper, der siger, at hun er oprigtigt forarget over afsløringen, som Jyllands-Posten bringer i dag.

- Grundlæggende er det faktisk en skandale. At man på den ene side har samarbejdet med et lejesoldat-firma, der har opereret i en gråzone af krigens love og har flere civile mord på samvittigheden er i sig selv ganske forfærdeligt, siger hun.

- At man så har forsøgt at dække over det, så Folketinget og offentligheden ikke kunne få noget at vide, er både ulovligt ifølge ministeransvarsloven - efter min klare overbevisning – og et grundlæggende demokratisk problem, fordi Folketinget så ikke får indflydelse på de ting, som de burde.

Ruttede ikke med sandheden

Ifølge Jyllands-Postens artikel lagde den daværende VK-regering ”røgslør” ud over aftalen med Blackwater ved ikke at definere aftalen som et egentligt samarbejde.

Over for Folketinget var forklaringen op til, at aftalen blev indgået, at parterne blot ”snakkede” sammen. Ifølge daværende forsvarsminister og nuværende gruppeformand i Venstre, Søren Gade, ville Folketinget dog have fået den rigtige version, hvis der var blevet spurgt efterfølgende.

- Du kan sige, hvorfor gør man så ikke det up-front fra ministeriets side. Og der kan du godt sige, at vi ikke ligefrem ruttede med sandheden, siger han til Jyllands-Posten.

Finurlig metode

For Pernille Skipper er det meget kritisabelt, at en minister på den måde ikke har fortalt den fyldestgørende sandhed.

- Folketinget skal jo have en mulighed for at vide, at der er noget at spørge ind til, og det fik man tidligere at vide, at der ikke var. På den finurlige måde har man undgået at fortælle Folketinget sandheden, forklarer hun.

Også hos SF bliver der set med alvorlige øjne på forklaringen fra den tidligere forsvarsminister Søren Gade.

- Det er helt uholdbart, at han har den tilgang til det, siger forsvarsordfører Holger K. Nielsen.

- Han er forpligtet til som forsvarsminister – især når vi er i krig – selv at fortælle sandheden, når der er nogle væsentlige ting at fortælle.

Ikke første afsløring

Afsløringen kommer i samme uge som Politiken kunne fortælle, at daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen allerede et år før, Danmark gik ind i Irakkrigen, varslede dansk støtte til den daværende amerikanske viceforsvarsminister, Paul Wolfowitz.

Det på trods af, at der over for Folketinget blev forklaret, at det ikke gav mening at ”foretage hypotetiske spekulationer” om en dansk krigsdeltagelse.

Set i lyset af de seneste afsløringer mener Pernille Skipper, at det virker mindre og mindre som en tilfældighed, at Venstre som noget af det første regeringsarbejde, nedlagde Irak-kommissionen.

- Noget tyder på – fordi det her ikke er den første afsløring siden kommissionen blev nedlagt – at de var udmærkede klar over, at der var mere at komme efter, og at de ønskede at få lukket kommissionen, inden sandheden kom frem, siger hun.

Vil have kommissionen genåbnet

Ifølge Holger K. Nielsen og SF bør de seneste dages afsløringer føre til handling.

- Nu må vi finde ud af, om der er andre sager af tilsvarende karakter. Det her bekræfter jo yderligere, at det var en stor fejl, at Irak-kommission blev nedlagt, siger han.

Også Enhedslisten er klar til at handle, og derfor vil partiet stille et beslutningsforslag i Folketinget om at få genåbnet Irak-kommissionen. Skal det komme igennem, kræver det dog opbakning fra nogle af de borgerlige partier, da rød blok ikke kan samle flertal alene.

- Vi håber, at Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, som var meget vrede, da en tidligere justitsminister (Morten Bødskov (S), red.) løj over for Folketinget – hvilket vi var enige med dem i Enhedslisten – og har slået sig op på at mere åbenhed, vil lægge stemmer til det her, så sandheden kan komme frem.