Eksperter: Forsvaret mangler 15 milliarder kroner til udstyr

Der er ikke sammenhæng mellem politiske mål for forsvaret og de penge, der er til rådighed, siger lektor.

F16-kampflyene står over for en udskiftning, og alene den investering vil koste mere, end det samlede indkøbsbeløb frem til 2024.

Forsvaret skal bruge over 31 milliarder kroner på nye kampfly og andet materiel i de kommende syv til otte år, men der står kun ca. 16 milliarder på indkøbskontoen.

Det viser Politikens gennemgang af forsvarets budgetter og de planlagte investeringer i kampfly, mandskabsvogne, lastbiler og andet udstyr frem til 2024, hvor de sidste kampfly skal være betalt.

- Der er ikke er nogen sammenhæng mellem de politiske mål for forsvaret og de penge, der er til rådighed, siger lektor Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet til avisen.

Han bakkes op af professorerne Ole Wæver og Mikkel Vedby Rasmussen fra Københavns Universitet.

I dag har forsvarets ledelse lige godt to milliarder kroner om året til at købe nyt materiel for - altså cirka 16 milliarder frem til 2024. Meget lavt sat vil flykøbet alene koste 20 milliarder i den periode, men der skal også købes meget andet isenkram.

I 2016 skal politikerne enes om det nye forsvarsforlig. Ingen partier tvivler på det store minus på anskaffelseskontoen - til gengæld er der ingen enighed om, hvordan pengene skal findes.

/ritzau/