Kritik: Kampfly købes for milliarder uden økonomisk analyse

Danmarks investering i F16-afløser bliver gennemført uden en analyse af de økonomiske konsekvenser.

Den amerikanske F-35 Joint Strike Fighter er blandt de kampfly, som forsvaret ser nærmere på. (© AP Graphics)

Danmarks nært forestående indkøb af nye kampfly for op mod 30 milliarder kroner bliver gennemført uden en samfundsøkonomisk analyse af konsekvenserne, skriver Ingeniøren.

Fravalget af en analyse er i strid med de anbefalinger, Rigsrevisionen kom med i en beretning fra 2009 om det historisk store våbenkøb - en beretning, hvis konklusioner både Forsvarsministeriet, Finansministeriet, det daværende Økonomi- og Erhvervsministerium samt Statsrevisorerne tilsluttede sig.

- Arbejdsgruppen forventes derudover at foretage en vurdering af de samfundsøkonomiske konsekvenser ved en anskaffelse af nye kampfly samt usikkerheden forbundet med de vurderede omkostninger, skrev daværende forsvarsminister Søren Gade (V) således i et notat fra 2008 om købet af nye kampfly.

Det var meningen, at den samfundsøkonomiske analyse skulle ligge klar inden Folketingets valg af afløseren for de danske F-16, som nu kun er få måneder væk.

Men en aktindsigt i sagen, som Ingeniøren har begæret, viser altså, at analysen slet ikke bliver gennemført:

- Til besvarelse af din anmodning kan jeg oplyse, at Forsvarsministeriets Nyt Kampfly Program ikke har udarbejdet egentlige samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger i relation til den forestående kampflyanskaffelse, skriver kontorchef Jonas Märcher Ottosen fra Forsvarsministeriets kampflykontor til Ingeniøren.

/ritzau/