Forvaltningen af de danske fiskekvoter og problemet med de såkaldte kvotekonger har af Rigsrevisionen fået en hidtil uset hård og sønderlemmende kritik.
Beslutningen om det nye kvotesystem blev vedtaget af Folketinget i 2002, og siden da har otte forskellige ministre fra både Venstre og Socialdemokratiet siddet som øverst ansvarlige.
Indtil videre er konsekvensen, at to embedsmænd er flyttet til andre stillinger, mens fem fiskere er blevet politianmeldt. Men kommer der til at ske mere end det, og er det overhovedet muligt at placere det endegyldige ansvar?
Ifølge eksperter bliver det svært, for man ved ikke, hvad embedsmændenes motiv har været, hvad ministeren har vidst, og samtidig ser der ikke ud til at være nogen politisk vilje til at pege på ansvarlige politikere.
- Der er nu en magtkamp om at få placeret ansvaret, siger Birgitte Poulsen, lektor i offentlig forvaltning på Roskilde Universitet.
- Politikerne rykker på en måde sammen og er helt enige om, at embedsværket er meget inkompetent, og nu står embedsværket og skal forsvare sig i et eller andet omfang.
Embedsværket fejlede, men hvorfor?
Hele humlen er, at Folketinget hele tiden har haft det som klart mål, at fiskekvoterne ikke måtte havne på for få hænder. Det er sket alligevel, og dermed ser det altså ud som om, at embedsmændene har fejlet.
For som Birgitte Poulsen fra Roskilde Universitet forklarer, så har embedsværket i centraladministrationen to overordnede roller. Den ene er at udvikle politikken og få den gennemført. Det andet område handler om administration af love og bevillinger, hvor embedsmændene er ansvarlige for forvaltningen, og her mener Rigsrevisionen altså, at embedsværket har fejlet.
Tilbage står spørgsmålet – hvorfor er det sket? Den ene mulighed er, som Rigsrevisionen peger på, groft sagt inkompetence. Den anden mulighed er, at det er sket med forsæt, men det har Birgitte Poulsen fra Roskilde Universitet svært ved at forestille sig.
Den tredje mulige forklaring er, at embedsmændene har været fanget imellem to forskellige politiske ønsker. Den nu tidligere fiskeriminister, Esben Lunde Larsen (V), er nemlig blevet beskyldt for ikke at have interesse i at dæmme op for koncentrationen af fiskekvoterne. Har han virkelig ikke haft det, så kan embedsmændene have været fanget mellem to stole, siger Birgitte Poulsen. For i centraladministrationen er man ikke Folketingets embedsmand, man er ministerens.
- Det kunne være, at man rent faktisk har fulgt den politiske vilje – men den der var i ministeriet og ikke i Folketinget, og det er det, der står hen i det uvisse.
Embedsmænd kan have svært ved at sige fra
Men hvis embedsmændene har været under pres fra den politiske ledelse, så har de muligheden for at sige fra, når der er et politisk flertal udenom. Men det ikke altid så simpelt, siger Birgitte Poulsen fra Roskilde Universitet.
- Som kulturen er nu, bliver det opfattet som om, at man ikke passer sit arbejde, og man risikerer at blive uvenner med chefen.
- Spørgsmålet er, om det er en reel handlemulighed. Det oplever mange, at det ikke er, og at alternativet er at sige op.
En anden faktor i sager, hvor embedsværket kommer i spotlyset, kan også være, at embedsmændenes rolle har ændret sig. De er nemlig blevet mere politiseret.
- Jo mere politik, de skal levere, jo mere politiseret bliver embedsværket, og jo mere udsatte bliver de. Jo mere, de laver ting, der ikke er indenfor kerneværdierne som faglighed og sandhed osv., jo mere udsatte bliver de, og måske er det, hvad vi ser her, siger Birgitte Poulsen.
Egne ministre giver opposition mindre blod på tanden
Skal man placere et ansvar hos ministeriets øverste ledelse, bliver sagen ikke mindre kompliceret af, at der i perioden fra vedtagelsen af det nye kvotesystem i 2002 til nu har været otte forskellige ministre, siger Jørgen Grønnegaard Christensen, professor emeritus ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.
- Det er først og fremmest politisk besværligt, fordi der er så mange ministre fra forskellige partier, der har haft ministerposten. Og det plejer at dæmpe lysten hos oppositionen til at gå efter en politisk ansvarsplacering, siger han.
For i sidste ende er spørgsmålet om at holde en minister ansvarlig et politisk spørgsmål, og der skal samles et flertal i Folketinget.
For Venstres vedkommende mener Jørgen Grønnegaard Christensen, at en del af opmærksomheden er rykket, nu hvor Esben Lunde Larsen har fået frataget fiskeriet som ministerområde.
- Det er svært at forestille sig, at man går løs på den minister, der har overtaget området. Så på den måde kom Løkke og regeringen kritikerne i forkøbet. Man kan forestille sig, at de havde gået efter den siddende minister med en begrundelse om, at han havde ansvaret for, at der ikke var blevet ryddet op i tide, siger Jørgen Grønnegaard Christensen.
Ligesom Birgitte Poulsen siger han, at ministeren som øverst ansvarlige principielt har ansvaret, men:
- Med den væsentlige tilføjelse, at forudsætningen for at kunne sige, at det er ministerens ansvar, er, at ministeren var bekendt med de problemer, der giver anledning til kritik. Og vi ved ikke, i hvilket omfang det var tilfældet.
RIGSREVISIONENS KRITIK
- •
De danske fiskekvoter er fra 2003 til i dag stik imod Folketingets hensigter blevet koncentreret på ganske få hænder.
- •
Rigsrevisionen har i forbindelse med sin undersøgelse af ministeriets forvaltning af kvoterne observeret en række forhold, ”der kan indikere ulovligheder”. Det drejer sig bl.a. om dokumentfalsk og stråmandsvirksomhed.
- •
Der er flere eksempler på fiskere, der opgiver, at de er ejere af fartøjer og kvoter, som de ikke reelt er ejere af. Det viser en gennemgang af en række transaktioner.
- •
'Rigsrevisionen finder det utilfredsstillende, at ministeriets indsats for at undersøge, om reglerne blev overholdt, har været mangelfuld, og at ministeriet på den baggrund har videregivet forkerte oplysninger til Folketinget', står der i rapporten.