Ekspert: De mange skift på udenrigsministerposten er noget skidt

Anders Samuelsen er den sjette udenrigsminister på seks år. Det er et problem, siger ekspert.

Det kræver tid at bygge gode netværk ude i verden, siger DIIS-ekspert, der kritiserer de hyppige udskiftninger på udenrigsministerposten.

Da Anders Samuelsen i dag fik overdraget posten som udenrigsminister, blev han nummer seks i rækken på kun seks år.

Siden Per Stig Møller stoppede som udenrigsminister i 2010, har både Lene Espersen (K), Villy Søvndal (SF), Holger K. Nielsen (SF), Martin Lidegaard (R) og Kristian Jensen (V) haft rollen som Danmarks ansigt udadtil.

De mange udskiftninger er et problem, siger Hans Mouritzen, der er seniorforsker fra Dansk Institut for Internationale Studier, til P1.

- Normalt var udenrigsministerposten besat gennem mange år af den samme person, så vedkommende havde tid og mulighed for at opsamle erfaring og skaffe et godt netværk af personlige kontakter til kolleger ude i verden. Det bliver jo ødelagt, når man har så korte perioder, som der har været i den senere tid, siger han.

- Det er et job, der tager lang tid at lære. Ikke fordi håndværket er specielt svært, men fordi det kræver en kontant viden. Derfor skal man ikke skifte for tit på det punkt, men det er vi desværre begyndt på, og det er noget skidt.

Tidligere ministre har siddet længere

Hans Mouritzen mener ikke, at embedsværket, som herhjemme ikke skifter med ministeren, kan kompenserer for de hyppige rokeringer på posten.

- Selvfølgelig har vi Udenrigsministeriet som apparat, men de kan ikke opnå samme forbindelser, som en minister vil kunne, siger han.

Tidligere har ministre som Per Stig Møller, Uffe Ellemann-Jensen og Niels Helveg Petersen siddet på posten i mellem syv og 11 år.

- Der er en grund til, at de har siddet så længe. Sådan er det også i mange andre lande: Man skifter ud på alle mulige andre poster, men man lader ofte udenrigsministeren blive siddende af den grund, at man så har mulighed for at opbygge et netværk, siger Hans Mouritzen.