Samuelsen til Jensen: Jeg vidste, at det ville gøre ondt på dig

Sporene efter Lene Espersen og Villy Søvndal skræmmer, men Anders Samuelsen er ikke i tvivl om, at han kan klare dobbeltrollen som partileder og udenrigsminister.

Kristian Jensen overdrager udenrigsministerposten til Anders Samuelsen. (Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix)

Han vidste, at det ville komme til at såre Kristian Jensen.

Danmarks nye udenrigsminister, Anders Samuelsen, var ifølge sin egen beretning helt på det rene med, at den nu tidligere udenrigsminister ville blive ked af at skulle opgive det job, han har haft siden Venstre-regeringen blev dannet sidste sommer.

Men et nyt job som finansminister ville på den anden side nok være med til at læge sårene rimelig hurtigt.

- Jeg var ikke i tvivl om, at når jeg nu valgte at sige, at jeg gik efter udenrigsministerposten, så ville det komme til at gøre ondt på dig, siger Anders Samuelsen til Kristian Jensen under den officielle ministeroverdragelse i Udenrigsministeriet.

- Men jeg var omvendt heller ikke i tvivl om, at når du så, hvad du fik i stedet, så gjorde det måske knap så ondt, i den forstand, at det bestemt ikke er et skridt ned ad bakke for dig. Man kan sige, at det er et skridt til siden, men det er direkte ind i den røde bygning, hvor du kommer til at holde styr på landets finanser, siger Anders Samuelsen.

Det er første gang, at Liberal Alliance-politikere får ministerposter, og det er særligt bemærkelsesværdigt, at partileder Anders Samuelsen får udenrigsministerposten.

Se Anders Samuelsens tale ved ministeroverdragelsen i Udenrigsministeriet:

Hvad USA beder om

For kun to år siden gjorde Anders Samuelsen det således klart, at Liberal Alliances udenrigspolitik simpelthen var at gøre, hvad ”amerikanerne beder os om”, som han formulerede det i september 2014, hvor han var gæst i DR2’s Debatten.

- Nu har vi siddet i Folketinget i tre år, og selvfølgelig har vi også en udenrigspolitik. Vores udenrigspolitik er, at vi følger det, amerikanerne beder os om, sagde Samuelsen dengang.

Siden har Liberal Alliance dog fået tilføjet nogle formuleringer til sin udenrigspolitik, og på partiets hjemmeside kan man i dag læse, at Liberal Alliances tilgang til udenrigspolitikken er ”pragmatisk og løsningsorienteret”.

På den europæiske front har Liberal Alliance markeret sig som et EU-skeptisk parti – tydeligst da man anbefalede et nej til at afskaffe retsforbeholdet ved en folkeafstemning for et år siden.

En ja-hat

Netop folkeafstemningen huskede afgående udenrigsminister Kristian Jensen også i sin overdragelsestale til Anders Samuelsen:

- Vi havde jo nogle drøftelser under forhandlingerne om regeringsgrundlaget, som skulle på plads, siger Kristian Jensen med henvisning til EU-politikken.

- Så jeg har et stykke beklædning med til dig, så du kan vænne dig til din nye holdning til Europa, siger Kristian Jensen.

Han forærede Anders Samuelsen en kasket med ordet ”Ja!” trykt på.

- Så du kan vænne dig til din nye EU-holdning, som Kristian Jensen forklarer:

Den gave fik latteren til at gjalde i Udenrigsministeriet, og Anders Samuelsen erklærede sig særdeles tilfreds med hatten.

Den minder nemlig Samuelsen om de regeringsforhandlinger, som Venstre, Liberal Alliance og Konservative netop har overstået.

- En af de ting, vi blandt andet sagde til hinanden undervejs, var, at det var lige før, at vi burde give regeringsgrundlaget titlen ”På med ja-hatten”.

- Det er ikke kun på grund af forholdet til Europa, men også i forhold til at tro på, at Danmark kan klare sig i globaliseringen, og at Danmark kan bidrage til globaliseringen. At vi kan bidrage til en bedre verden, og at rigtig mange ude i verden kan inspirere os i Danmark til at blive endnu bedre.

- Vi skal kunne favne globaliseringen, og vi skal bevidste om, hvor ”farlig” globaliseringen i citationstegn også er for nogle. Og især hvor problematisk og hvilken tændvæske den kan være for populistiske bevægelser rundt om i verden, siger Anders Samuelsen.

Sporene efter Espersen og Søvndal

Flere iagttagere har - siden det stod klart, at Anders Samuelsen skulle overtage udenrigsministerposten – mindet om, hvordan det gik med tidligere partiledere, som både har skullet tage sig af sit parti hjemme i Danmark og samtidig være landets øverste politiske repræsentant overfor resten af verden.

Både Lene Espersen fra De Konservative og Villy Søvndal fra SF har indtaget den form for dobbeltrolle tidligere, og begge politikere gik undervejs af som partiformænd.

Men selvom det bliver en ”kæmpemæssig opgave”, så er Anders Samuelsen ikke i tvivl om, at han vil klare det bedre end både Espersen og Søvndal.

- Jeg ved godt, at mange har sagt, at det er en farefuld færd at begive sig ud på, hvis man kigger på nogle historiske erfaringer med, hvordan det går partiformand, der kaster sig over netop det her ministerium. Senest med Lene Espersen og Villy Søvndal, hvor det var utrolig svært at kombinere tingene.

- For mig er ambitionen at vise, at når man går ind i et regeringsgrundlag, som flytter sig i retning af, hvor mit udgangspunkt er, så kan det godt lade sig gøre.

- Fra nu af er jeg ikke Liberal Alliance, når jeg er i denne rolle. Der er jeg regeringsrepræsentant. Jeg er en del af et kollegium, og jeg vil også agere på den måde, siger Anders Samuelsen.

De kommende opgaver

En af de første opgaver for Anders Samuelsen bliver til foråret at være med til at fremlægge VLAK-regeringens første samlede udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi.

Det fremgår af det nye regeringsgrundlag, at den nye strategi skal udgøre ”et centralt værktøj i forhold til at styrke koordinationen, samtænkningen og prioriteringen af vores udenrigspolitiske indsatser”.

Den nye regering lægger desuden vægt på, at Danmark skal udvikle samarbejdet med vores allierede – ”ikke mindst USA” – ligesom partnerskaberne med Kina, Japan og Sydkorea skal udbygges og styrkes.

Hvad angår EU-spørgsmålet vil den nye regering arbejde for ”et stærkt, slankt og effektivt EU”, som ikke blander sig i forhold, hvor EU-landene ”selv bedre kan nå de samme mål”, som det hedder i regeringsgrundlaget.