Efter to år med Pape: Konservative er halveret i målingerne

Da Søren Pape Poulsen blev formand for Konservative i august 2014, stod partiet til 5,8 procent af stemmerne. I dag, hvor partiet holder landsråd i Herning, er de halveret i målingerne.

Søren Pape erkender, at man langt fra er i mål med genrejsningen af Konservative. I weekenden afholder partiet tredje landsråd med Pape som formand. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix 2016) (Foto: © Mathias Løvgreen Bojesen, Scanpix)

Da Søren Pape Poulsen blev formand for Det Konservative Folkeparti for to år siden stod et succeskriterium over alle andre: Han skulle skaffe flere vælgere til partiet, der igennem tre årtier er raslet ned til de 5,8 procent, som Epinion målte Konservatives vælgeropbakning til, da Pape overtog stafetten fra Lars Barfoed i august 2014.

Og hvordan er det så gået: Præcis modsat. Faktisk er tilslutningen til Konservative halveret, siden Pape overtog formandsstolen i partiet.

I den seneste meningsmåling foretaget af Epinion for DR Nyheder fra august i år står partiet til 2,6 procent af stemmerne. Læg dertil et folketingsvalg, hvor partiet gik fra at have otte mandater til de nuværende seks mandater. Det laveste nogensinde.

Det er med den viden, Søren Pape i dag træder på scenen i Herning Kongresscenter for at tale til sine medlemmer og partifæller på partiets landsråd.

Den tidligere Viborg-borgmester slår da også fast over for DR Nyheder, at projektet med at genrejse partiet ikke er lykkes endnu:

- Nej, for vi er jo slet ikke i mål endnu, siger Søren Pape Poulsen. - Sidste år fik vi 3,4 procent af stemmerne til folketingsvalget. Og i de vægtede målinger ligger vi deromkring eller lidt under. Det er jo den lange rejse, som jeg har kastet mig ud i, som bare er mega svær for at sige det på godt dansk.

Same procedure as last year

Men selv om man altså to år efter Papes begyndelse med genrejsningen af det traditionsrige, borgerlige parti, endnu ikke nyder den brede opbakning blandt vælgerne, man som konservativ kunne have håbet, er man på rette vej, mener Søren Pape Poulsen.

Det er de klassiske konservative dyder, som skal hjælpe partiets søjle i meningsmålingerne til at vokse sig større.

Det konservative DNA skal være tydelig for alle, og det skal partiets politikere fokusere på.

Boligskatten skal ned, forsvaret skal have milliarder, og så skal man markere sig som en borgerlig stemme inden for udlændinge- og retspolitikken. Og det vil da også gå igen, når Søren Pape Poulsen taler til landsrådet lørdag.

- Boligejerne skal regne med, at vi ikke kun kæmpede for dem sidste år, da vi hentede 750 millioner til dem i skattelettelser på finansloven, og forsvaret kan stadigvæk regne med os, når de ikke kan regne med nogle andre. Men altså – sagt meget tydeligt, vil folk nok sige bagefter, siger Søren Pape Poulsen.

Det er med en solid selvsikkerhed, at den konservative formand forsikrer, at hvis partiet lykkes med at være fokuseret omkring partiets mærkesager, så skal vælgerne nok komme.

- Jeg tager det sådan set ret roligt, fordi kursen er sat, og alle ved, hvad vi skal. Og det er klart, at det værste, jeg kan gøre lige nu, er at sige, at vi skal noget helt andet. Det vil være rigtig dårligt.

Kan ikke skifte formand hele tiden

Bendt Bendtsen, som hoverende blev kaldt Mr. 10 procent, fordi han ikke kunne få flere end hver tiende vælger til at pege på Konservative, stoppede som formand i 2008. I 2011 stoppede Lene Espersen, der ikke som håbet kunne sikre fremgang i målingerne, og i 2014 stoppede Lars Barfoed – dengang lå partiet til omkring 4-5 procent i Epinions målinger for DR.

Men ifølge den nuværende formand, er der ikke den uro i partiet i dag, som ellers har skabt problemer i de seneste år hos Konservative. Også selv om partiet i meningsmålingerne fylder så lidt.

- I skal mange år tilbage i Konservatives historie for at finde et tidspunkt, hvor baglandet og folketingsgruppen har været så meget i synk, som vi er i øjeblikket.

- Jeg tror, det er fordi, at baglandet er enig i, at kursen er den rigtige. Kunne de godt tænke sig, at vi fik nogle flere mandater? Ja, det kunne de godt – alle sammen. Men jeg oplever ikke dårlig stemning eller noget som helst. Det gør jeg ikke.

Men når nu det konservative bagland for en gangs skyld ikke siger noget, er det så fordi, at de er faldet i søvn eller har givet op?

- Nej. Jeg tror simpelthen, at man er enig i den mere grundlæggende holdning i partiet. Alle ved jo også godt, at vi ikke kan skifte formand hver andet eller tredje år. Måske handler det om at give tid til de politiske resultater og den politiske proces.

- Jeg har fået en tillid, og jeg er blevet bedt om at stå i spidsen for det her projekt. Og det gør jeg. Og så kæmper jeg selvfølgelig for, at når vi når en valgdag igen, uanset om det er meget snart eller om et par år, at så står vi bedre. Det kan jeg jo kun arbejde for, at vi gør.

Men du har jo været i gang med at genrejse partiet i to år – uden at det kan ses i meningsmålingerne?

- Ja, men det tager tid. Der hvor jeg synes, jeg for alvor kunne begynde på noget, var efter valget sidste år. Jeg synes, jeg skal vurderes på vores valgresultater. Jeg kunne godt have undværet de to mandater, vi tabte sidste gang. Det, jeg selvfølgelig skal vurderes på, er et kommende valgresultatet. Er jeg i stand til at få os til at kravle den rigtige vej, eller er jeg ikke? Det må folk så vurdere, om det er godt nok, hvad jeg gør.

Konservative er ikke gode nok til at sælge konservativ politik

Med seks mandater i Folketinget og meningsmålinger, der ligger mellem 2,5-3 procent, er der dog flere problemer end de seneste års skiftende politiske kurs og politiske nederlag.

Eksempelvis er de politiske sejre, som partiet selv bryster sig af, ikke solgt godt nok. Som netop de 750 millioner kroner, man skaffede til boligejerne på finansloven for 2016 og omtaler som en sejr for partiet. Søren Pape Poulsen skal på godt jysk være bedre til sælge, siger han:

- Jeg må erkende, at selv om vi lavede det resultat sidste år, så er det ikke helt sikkert, at alle er klar over, hvorfor det er sket, og hvem der har stået bag det. Der er så mange steder, man kan hente nyheder i dagens Danmark. Det tager tid at komme dertil, hvor alle kan se, at det er Det Konservative Folkeparti, der står bag.

Men 10. august var datoen, hvor boligejerne fik den her besparelse på grundskylden – man ser jer ikke reklamere for det, I kalder en stor sejr, man ser ingen annoncer. Mange aner ikke, at det er jer, der har skabt den lettelse. Hvorfor?

- Det er rigtigt, at vi ikke købte store annoncer. Det skal man trods alt lige skrabe nogle penge sammen til.

Hvorfor reklamerer I ikke for det, som I selv mener, er sejre?

- Jeg synes da, at vi prøver at gå ud og sige det. Men det er et godt eksempel; det har vi ikke gjort tydeligt nok. Men at det var en sejr, at danskerne betaler mindre i boligskat, det vil jeg holde fast i. Derfor vil jeg også blive ved med at gentage det – også på landsrådet – for jeg er sikker på, at en skønne dag så sætter det sig hos vælgerne.

Er det i virkeligheden jeres problem, hvis man skærer det helt ind til benet, at danskerne ikke hører, hvad I bidrager med politisk?

- Det er jo mange ting. Det, vi kan gøre, er at lægge en politisk linje, som vi mener er rigtig. Og så skal vi gøre alt for, at danskerne hører det og er klar over, hvad vi står for. Man må bare sige, at det kommer til at tage tid.

Hvor lang tid?

- Det ved jeg ikke.

Hvor lang tid har du?

- Det skal du spørge alle andre end mig om. Jeg har det i hvert fald sådan, at jeg tror på, at vi har den rigtige dagsorden, vi har en folketingsgruppe, der er enige i linjen, og vi prøver på at blive meget mere præcise. Mange vil også sige, at vi er blevet langt mere principfaste. Vi går med i aftaler, når det giver forbedringer, og hvis det ikke er forbedringer, så står vi af.