Det er usædvanligt og opsigtsvækkende. Og det er farligt for den politiske kultur i Danmark, at Venstres næstformand nu taler om at 'dræne sumpen' i København.
Det vurderer professor i retorik ved Københavns Universitet Lisa Storm Villadsen efter Støjbergs omdiskuterede tale til demonstrerende landmænd i Aarhus i går.
- Jeg hører et ekko af Trump. Det lyder for mig som rendyrket populisme, hvilket vil sige en populistisk stil, der appellerer til folket som en øverste autoritet og opererer med et modsætningsforhold mellem folket og eliten, siger hun.
Lisa Storm Villadsen mindes ikke selv at have hørt så klar populistisk retorik i dansk politik før.
- Så skulle det lige være Rasmus Paludan (leder af partiet Stram Kurs, red.). Men ellers skal vi måske skrue tiden langt tilbage til dengang, hvor man på den alleryderste venstrefløj kunne finde folk, der tordnede mod kapitalisterne.
Retorikprofessoren kalder Støjbergs tale for 'stemmesamlende' på samme måde, som man har set det med USA's afgående præsident, Donald Trump.
- Det er den måde, man taler på til folk, der er enige med en selv. Det kan man for eksempel se ved, at Inger Støjberg slet ikke underbygger sit skræmmebillede af regeringen.
- Der er ingen deciderede argumenter i talen, hvor man ville sige, at det var rigtigt, hvis man var i tvivl. Det er mere en konfliktoptrappende retorik. Og det er også er en mobiliserende retorik set i forhold til publikummet.
Lisa Storm Villadsen ser også lighedspunkter med debatter på sociale medier.
- Det er næsten som at være dumpet langt ned i en Facebook-tråd, hvor filtrene er væk eller har meget store masker.
Kortere afstand fra USA til Danmark?
Udtrykket 'dræn sumpen' forbinder de fleste nok med amerikansk politik.
Her brugte den afgående præsident Donald Trump udtrykket 'drain the swamp' som politisk slogan på sin vej til at vinde nøglerne til Det Hvide Hus i 2016.
Men frasen blev allerede brugt af Ronald Reagan i 1976, hvor han sagde, at han var i Washington for at dræne sumpen - altså gøre op med bureakrati og korruption.
- Så den her tankegang om et teknokratisk elitevælde er ikke noget, som Trump har fundet på. Han har bare profileret sig ved at være den, der skal gøre op med det, siger Lisa Storm Villadsen.
I USA er kontrasterne i den politiske retorik meget tydelige, fordi man siden 1800-tallet reelt har haft et topartisystem.
Men i Danmark, hvor vi har et fungerende flerpartisystem, bliver linjerne normalt ikke trukket så hårdt op af politikerne, forklarer Lisa Storm Villadsen.
- Derfor er Inger Støjbergs tale en klar skærpelse af, hvordan politikerne taler herhjemme.
- Men vi skal selvfølgelig også have det med i sammenhængen, at hun står på en blokvogn og taler til demonstranter.
Inger Støjberg ville næpe kunne slippe afsted med at holde den samme tale fra Folketingets talerstol, vurderer Lisa Storm Villadsen.
- Her kan man sige, at hun udnytter den geografiske afstand til det maksimale ved at lave en kontrast mellem det landlige Danmark mod københavnersnuderne.
- Hun er jo selv en jyde, der her taler til jyder i Jylland og gør sig til folkets stemme.
Støjbergs udtalelser deler vandene
Retorikprofessor Lisa Storm Villadsen mener, der er en risiko for, at sprogbrug som den, Inger Støjberg bruger, bliver toneangivende på den politiske scene i Danmark.
- Selvom mange danskere er enige om, at man ikke kan stole på politikere, så er der stadig en tendens til, at man ser hen til landskendte politikere i forhold til, hvordan man skal forstå et emne.
- Og når man farer så hårdt frem, som Støjberg gør her, så er der fare for, at andre gør det samme. Ikke mindst på sociale medier.
Inger Støjbergs udtalelser har da også skabt røre i de politiske vande - blandt andet har De Radikales leder Sofie Carsten Nielsen opfordret Venstre til at tage afstand fra sprogbrugen.
SF's formand Pia Olsen Dyhr kalder Støjbergs tale for 'afskyelig', og justitsminister Nick Hækkerup (S) har bedt Venstre om at 'stoppe deres splittende Trump-retorik'.
Hos Venstres Ungdom hylder landsformand Kristian Lausten derimod Støjbergs tale.
- Dræn sumpen' er et udtryk, som mit politiske idol Ronald Reagan brugte som billede på, at man skal slippe af med bureakratiet i Washington. Og jeg synes, hun (Støjberg, red.) bruger det på en fed måde, siger han.
DR Nyheder har siden lørdag forsøgt at få en kommentar fra Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen, men partiet henviser til hans udtalelser til TV 2 i dag.
Her forklarer han, at Venstre kke ønsker at udskifte både regeringen og embedsapparatet, sådan som udtrykket 'dræn sumpen' forstås i en amerikansk sammenhæng.
- Det kan jeg forsikre, ikke er Venstres politik. Regeringen skal udskiftes. Statsadministrationen har vi det fint med, sagde han.
DR Nyheder har forgæves forsøgt at få et interview med Venstres næstformand, Inger Støjberg.