En undskyldning er ikke nok.
Det mener Kristian Krogshave, der i dag demonstrerer mod regeringen.
Han er kørt i sin traktor hele vejen fra Nibe, som ligger ud til Limfjorden i det nordlige Jylland, og er nu fremme i hjertet af København - ved Langelinie.
Og han er ikke den eneste. Op mod 500 traktorer er kørt gennem hovedstadens gader i protest mod regeringens ordre om at aflive samtlige mink i Danmark. En ordre, der skulle vise sig ikke at have hjemmel i lovgivningen, og som onsdag kostede fødevareminister Mogens Jensen (S) jobbet, mens statsminister Mette Frederiksen (S) har beklaget.
- Man kan jo ikke bare lave sådan nogle lovbrud og sætte demokratiet ud af spil, og så bare komme og sige undskyld. Det er alt, alt for sløvt. Vi er nødt til at have regeringen til at gå af på det her, siger Kristian Krogshave, som ejer en maskinstation i Nibe og er underleverandør til minkbranchen.
Han giver ikke meget for argumenter om, at minkbesætningerne, ifølge Sundhedsmyndighederne, udgør en risiko for folkesundheden og potentielt også en kommende vaccine mod coronavaccinen.
- Det handler ikke kun om dansk landbrug og minkbranchen. Det handler om demokratiet i Danmark. Og det er vigtigere end nogen som helst epidemi, siger han.
Redegørelse er ikke nok
Også i Aarhus er der en lignende demonstration i dag. Lige som i København er der en række politikere fra højrefløjen, som holder tale. Blandt andet Lars Boje Mathiesen, der er sundhedsordfører for Nye Borgerlige.
- Forestil dig, at statsmagten på ulovlig vis gik ind på din grund og tog din bil og bagefter sagde: Jamen, det er bare ærgerligt - så må vi se, om du får en erstatning. Det er ikke rimeligt, sagde han til DR Nyheder, inden demonstrationen i Aarhus gik i gang.
Tidligere på ugen offentliggjorde regeringen en redegørelse af forløbet forud for, at statsministeren den 4. november på et pressemøde meddelte, at alle mink i Danmark skulle slås ned. Det gjorde hun, efter at Statens Serum Institut (SSI) havde fundet nye mutationer af coronavirusset fra mink, som var sprunget til mennesker.
Her fremgik det, at seks ministre allerede den 1. oktober var orienteret om, at et sådant indgreb ville kræve ændring i lovgivningen. Men ingen var, ifølge redegørelsen, klar over, at der ikke var hjemmel, da de holdt pressemøde om sagen den 4. november.
- Nu vil Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten bilde os ind, at samtlige departementschefer og alle deres kronjurister - at ikke én af dem gjorde deres politikere opmærksom på, at der ikke var lov til det. Jeg tror simpelthen ikke på det, siger Lars Boje Mathiesen.
Nødvendig og rigtig beslutning
Regeringen forhandler fortsat med Folketingets partier om erstatning til minkfarmerne, og et lovgrundlag er på vej.
Oppositionen kræver desuden en hurtigtarbejdende undersøgelseskommission.
Men det afviser Jeppe Bruus, der er retsordfører for Socialdemokratiet.
- Vi mener nok ikke umiddelbart, at der er behov for en undersøgelseskommission, men vi vil kigge på forløbet med eksterne briller.
Han forstår dog godt, at demonstranterne er vrede.
- Jeg kan godt forstå, at når man får at vide, at man skal slå minkene ned, er det en situation, som skaber frustration. Og når der så oven i købet bliver begået fejl, bidrager det selvfølgelig til frustrationerne.
Men han fastholder, at det var den rigtige beslutning.
- Det ænder bare ikke ved, at belsutningen om at slå minkene ned, den står vi ved, fordi der ligger en meget klar risikovurdering fra SSI, der siger, at de udgør en risiko for folkesundheden og også for de vacciner, vi er ved at udvikle, siger han.
Krav om lovlig traktor
Selvom demonstrationen er koordineret med politiet, skrev Københavns Politi fredag, at der skal køres med lovligt registrerede køretøjer. Altså traktorer på hvide nummerplader.
Det tolker demonstranterne som et desperat forsøg på at stoppe dem.
- Hvis politiets - og regeringens - bedste skyts, det er at prøve at lukke en demonstration, vi har haft under opbygning i en hel uge med god dialog med politiet. Så ved jeg ikke, om jeg skal grine eller græde, for så er der jo ikke mere demokrati tilbage i Danmark, siger Kristian Krogshave fra Nibe.
Ifølge politiinspektør Tommy Laursen fra Københavns Politi er der endnu ikke udskrevet bøder.
- Det helt overordnede formål er, at de skal have mulighed for at gennemføre denne her grundlovssikrede demonstration. Som ved alle andre demonstrationer er det vigtigste for os at få afviklet den i god ro og orden, siger han.
Han siger desuden, at politiet vil udvise den nødvendige konduite i forbindelse med mindre lovovertrædelser.
Demonstrationen slutter kl. 14.00, og traktorerne kører ud af Aarhus og København igen fra klokken 14.30.