Et nyt døgnbemandet cybercenter skal fremover overvåge cybersikkerheden i hele landet og varsle myndigheder og virksomheder om aktuelle og potentielle trusler.
Centeret er et af hovedpunkterne i regeringens netop fremlagte cyberstrategi, der skal styrke cybersikkerheden i Danmark.
Regeringens plan afsætter 1,5 milliarder kroner og indeholder 25 initiativer.
- Vi er et af verdens mest digitaliserede lande. Det giver fordele, men det gør os også sårbare, siger minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V), der har stået i spidsen for arbejdet med strategien.
Cyberangreb kan lamme store dele af vores samfund, koste både myndigheder og virksomheder dyrt - og i værste fald også koste liv. Sidste år blev dele af det britiske sundhedssystem ramt af cyberangreb, og så sent som i forgårs blev DSB's systemer ramt.
- Det bliver vi nødt til at indrette os efter, og vi må konstatere, at vores hidtidige indsats ikke står mål med udfordringerne, siger Sophie Løhde under præsentationen af strategien.
Regeringen udpeger seks sektorer som særligt sårbare, hvis et cyberangreb rammer: Energi-, transport, tele-, finans-, sundheds- og søfartssektoren. Hver sektor skal nu udarbejde en delstrategi for cyber- og informationssikkerhed inden årsskiftet. Hver sektor skal derudover oprette en dedikeret cybersikkerhedsenhed.
Cyberangreb er en af de største trusler
Cybertruslen mod danske myndigheder, virksomheder og borgere er stadig meget høj, vurderer Forsvarets Efterretningstjeneste i sin seneste trusselsvurdering, der blev præsenteret i går.
- Cyberangreb fra både gemene kriminelle og lande som Rusland er en af vor tids største trusler. Derfor styrker vi nu den tværgående indsats og binder en række tiltag sammen, siger forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) under præsentationen af strategien.
Han betegner strategien for en naturlig forlængelse af forsvarsforliget, hvor cyberområdet også blev tilført midler.
- Især styrker vi Center for Cybersikkerheds mulighed for at opdage og stoppe skadelige cyberangreb rettet imod myndigheder og virksomheder i Danmark, siger Claus Hjort Frederiksen.