En religiøs rådgiver ved den tyrkiske ambassade i Danmark har bekræftet, at landet overvåger herboende modstandere af præsident Recep Tayyip Erdogan.
Derudover fortæller han i et interview med Kristeligt Dagblad, at ambassaden har indsamlet oplysninger om fire mænd og 14 skoler i Danmark, som menes at være tilknyttet den såkaldte Gülen-bevægelse.
Det er oplysninger, som vækker forargelse hos EU-ordfører i Dansk Folkeparti, Kenneth Kristensen Berth.
- Jeg er dybt rystet over, at en tyrkisk diplomat udviser så stor foragt for dansk lov. Det er fuldstændig uacceptabelt, og hvis det rent faktisk står til troende, så kan jeg ikke se anden udvej, end at han må udvises af Danmark, forklarer han til DR Nyheder.
Også Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, ser kritisk på bekræftelsen af ambassadens overvågningen. Modsat Kenneth Kristensen Berth mener han dog, at det er for tidligt at konkludere, om den religiøse rådgiver skal udvises af Danmark.
- Hvis vi skulle smide den person ud, ville der jo bare være en anden, der kunne tage over for den tyrkiske ambassade, siger han.
- Vi skal forsøge at sætte en stopper for, at der overhovedet bliver lavet de her lister. Og det handler ikke om den ene eller anden person på den tyrkiske ambassade.
Michael Aastrup Jensen opfordrer desuden alle dem, der enten ved at de står på listen eller har mistanke om det, til at melde det til politiet.
Både Michael Aastrup Jensen og Kenneth Kristensen Berth vil nu tage sagen op med udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), så der kan blive iværksat de rette undersøgelser af overvågningen.
Sagen kort
- •
Tilbage i marts kom det frem, at en række personer med tyrkiske rødder i Danmark, frygtede at være blevet angivet til de tyrkiske myndigheder for "landsforræderi".
- •
Tyrkiet skulle desuden have oprettet en decideret "stikkerlinje", som folk kunne bruge til at anmelde landsforræderne.
- •
I et interview med Kristeligt Dagblad - som er blevet bragt i dag - bekræfter Adnan Bülent Baloğlu, der er religiøs rådgiver på den tyrkiske ambassade i Danmark, at overvågningen finder sted.
- •
"Denne indsamling af information er en stats refleks på et forfærdeligt kupforsøg, hvor folk er blevet brutalt dræbt. Hvis de mennesker render rundt blandt os, må vi vide det,” siger Adnan Bülent Baloğlu til avisen.