Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, optrapper nu konflikten i blå blok med et opsigtsvækkende ultimatum til Liberal Alliance.
Thulesen Dahl bryder sit eget princip om aldrig at stille ultimative krav og fastslår nu endegyldigt, at Dansk Folkeparti ikke kommer til at lave en aftale om at lette topskatten med fem procentpoint for alle.
Samtidig melder DF-formanden sig reelt ud af forhandlinger om regeringens 2025-plan, indtil LA-leder Anders Samuelsen bøjer sig og opgiver at komme til forhandlingerne med ultimative krav og trusler om at vælte regeringen.
Hvis topskattestriden skal ende med valg, så kan valget lige så godt komme nu, mener Kristian Thulesen Dahl.
- De kan lige så godt på forhånd vide, at vi ikke ender med en aftale, hvor topskatten bliver sænket med fem procentpoint hele vejen op, som de har gjort til et ultimativt krav, siger han.
- De må gøre op med sig selv, om de mener det, og så kan de ligeså godt fremprovokere folketingsvalget nu.
- Vi er aldrig kommet til forhandlingsbordet med ultimative krav, men denne her situation er så ekstraordinær, at vi bliver nødt til at trække en streg i sandet, siger partiformanden før weekendens DF-årsmøde i et interview med DR Nyheder.
'Ingen vaklen i geledderne'
Kristian Thulesen Dahl refererer til Anders Samuelsen klare melding i kølvandet på statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) fremlæggelse af 2025-planen sidst i august.
Her meddelte LA-lederen, at hans parti står helt fast på, at topskatten skal sænkes med fem procentpoint - også for de mest velhavende.
- Der er intet ændret. Overhovedet. Samme position. Og der er ingen vaklen i geledderne. Hvis ikke det sker, så er vi ikke længere støtteparti for regeringen, sagde Anders Samuelsen.
Regeringen har ellers spillet ud med et forslag om at lette topskatten med fem procentpoint på indkomster op til en million.
Men ifølge DF-formanden er der slet ingen grund til at fortsætte forhandlingerne om 2025-planen, før Anders Samuelsen enten bøjer sig eller udløser valget.
- Det er sådan lidt et skuespil, for alle regner med, at det skal ende i et stort, stort drama, der handler om topskatten.
- Vi bliver nødt til at få fremskyndet beslutningen i stedet for at have to-tre måneder, hvor vi bare kigger på hinanden og diskuterer noget, som vi allesammen godt ved ikke bliver afgørende for, om vi kan finde en aftale. Så i stedet for at vi venter med det svære til sidst, så kan vi lige så godt tage det svære allerede nu, siger Kristian Thulesen Dahl.
Venstre: Ro på
De seneste par dage har Dansk Folkepartis formand turneret med lignende meldinger i en række medier.
Blandt andet har han i Politiken åbnet for, at det vil give bedre mening for Venstre-regeringen og Dansk Folkeparti at forhandle med Socialdemokraterne i 2025-forhandlingerne.
I Venstre forsøger partiets politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, nu at nedtone krisen i blå blok.
-Det er ved at være på tide, at vi overdrager de her forhandlinger til voksne mennesker i Finansministeriet istedet for at køre det som en børnehave via pressen, siger han.
Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, undrer sig over DF-udmeldingen:
- At have et ultimativt krav om, at der er nogen af de andres partiers mærkesager, der ikke må opfyldes, det synes jeg faktisk er meget usædvanligt. Vi har jo sagt, at vi er villige til at forhandle om alt det, der må komme fra Dansk Folkeparti, siger han.