DF: Samuelsen kravler højere og højere op i træet

Hverken Dansk Folkeparti eller de Konservative har meget ros til overs for Liberal Alliances trussel om at vælte regeringen inden finanslovsforhandlingerne.

Hverken hos De Konservative eller Dansk Folkeparti vækker det ultimative krav om topskattelettelser stor begejstring. (Foto: © Ólafur Steinar Gestsson, Scanpix)

I blå blok er der ikke meget begejstring at spore for Liberal Alliances fastholden af det ultimative krav om topskattelettelser.

Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, understregede i dag, at han ikke mener, at regeringens forslag til skattelettelser er vidtrækkende nok, og partiet stod fast på at få indfriet kravet om fem procentpoints topskattelettelser.

En udmelding, der er noget mærkværdig, mener Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær.

- Det er et utroligt højt spil. Vi havde ikke forventet, at de havde droppet det helt, men Anders Samuelsen kravler bare endnu højere op i træet, og det er meget lidt konstruktivt, siger han og understreger, at Dansk Folkeparti ligeledes vil fastholde sin position.

- Vi vil ikke give topskattelettelser. Det er dem med de bredeste skuldre, der skal bære den tungeste byrde, og der er tale om folk med rigtigt mange penge, som så skal have endnu flere - det er jo helt astronomiske beløb, man vil give, siger Dennis Flydtkjær og fortsætter:

- Det er en spøjs snak, når man tænker på, hvad vi ellers står over for af udfordringer, hvor vi kan få meget ud af et samarbejde, siger han og nævner blandt andet ejendomsvurderinger og pso-afgiften.

Enderne skal mødes til sidst

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tager truslen om valg ganske roligt og siger til nyhedsbureauet Ritzau:

- Jeg har noteret mig, at Liberal Alliance synes, at lettelser i toppen skal være større, og jeg har noteret mig, at andre partier ikke synes, at det skal være der. Nu har vi hørt Liberal Alliance tale om deres mærkesager, andre partier taler om andre mærkesager - sådan vil det være. Men enderne skal nå sammen til sidst, og vi har slet ikke startet forhandlingerne endnu.

Anders Samuelsen garanterede næsten i dag, at der ikke vil komme et folketingsvalg - men at der istedet vil komme "en lettelse i topskatten".

En melding, der umiddelbart falder i god jord hos De Konservatives skatteordfører, Brian Mikkelsen, som dog alligevel advarer mod et ultimativt krav.

- Det er helt fair at kæmpe for en mærkesag. Og politisk er vi jo på linje, men når vi sætter os til forhandlingsbordet, er vi jo fire blå partier, som skal blive enige, og så nytter det ikke at have ultimative enkeltkrav. Jeg har forståelse for udmeldingen, men i sidste ende vil vi ikke vælte regeringen.

Slagsmålet om skattelettelser

  • Regeringen har i dens 2025-plan lagt op topskattelettelser for dem, der tjener fra den nuværende grænse på små 470.000 til op til en million om året.

  • Liberal Alliance ser gerne en halvering af topskatten til 7,5 procent og kræver topskattelettelser på fem procentpoint for alle.