Betjente, der har afleveret deres politiskilt og er gået på pension, kan godt finde arbejdstøjet frem igen.
I hvert fald hvis det står til Dansk Folkeparti, som nu foreslår at give pensionerede politibetjente mulighed for at vende tilbage til politistyrken for at 'lette dansk politis arbejdsbyrde' under den nuværende midlertidige grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse.
- Man skal tilbyde pensionerede betjente mulighed for at vende tilbage til deres job, uden at deres pensionsvilkår forringes, for at på kort sigt give mulighed for at frigive nogle betjente på banen, siger retsordfører Peter Kofod (DF).
Han frygter nemlig, at der med regeringens indførelse af midlertidig grænsekontrol vil komme til at mangle betjente til andre opgaver rundt omkring i landet.
En bekymring, som statsminister Lars Løkke Rasmussen også berørte under gårsdagens pressemøde om grænsekontrollen:
- De betjente, vi flytter til bevogtning af grænsen, kan ikke samtidig opklare forbrydelser og skabe tryghed i resten af Danmark, erkendte han.
Dansk Folkeparti mener, at de pensionerede betjente netop kunne hjælpe med efterforsknings- og opklaringsarbejde, men også at kontrollere pas og aflaste de nuværende betjente.
- Vi har længe sagt, at der er brug for flere betjente, men vi kan jo ikke trylle dem frem på én dag, så derfor foreslår vi, at man skal kunne komme tilbage til jobbet i en kortere periode, indtil vi får oparbejdet en større styrke, siger Peter Kofod.
Han forestiller sig, at den periode kan være alt fra en måned til et år og vil ikke sætte et antal på, hvor mange betjente, partiet forestiller sig, der kunne være interesseret i tilbuddet.
Politiforbundet er skeptisk
Ifølge Rigspolitiet vil kontrollen kræve, at 200 betjente er på vagt ad gangen ved den dansk-tyske grænse, hvor de skal lave stikprøvekontrol blandt de rejsende.
Samtidig oplyser Rigspolitiet, at den øgede grænsekontrol vil kræve flere betjente til områderne end dem, der i forvejen udfører patruljer i grænselandet.
Formand i Politiforbundet, Claus Oxfeldt, mener, at den nye grænsekontrol lægger yderligere pres på et politi, der allerede er i knæ efter et år med andre store bevogntningsopgaver.
Han er dog 'skeptisk' over for Dansk Folkepartis idé, men ønsker ikke at udtale sig nærmere, før forbundets forretningsudvalg senere i dag mødes og drøfter blandt andet løsningsmuligheder på den betjentemangel, de risikerer at komme i, hvis den midlertidige grænsekontrol forlænges.
Foreløbigt er den planlagt til at vare 10 dage, men allerede i går åbnede regeringen for, at den kunne fortsætte.
S er lunken
Hos Socialdemokraterne bliver forslaget fra Dansk Folkeparti lunkent modtaget.
Retsordfører Trine Bramsen påpeger, at der er både langt billigere og mere effektive måder at frigive flere ressourcer til politiarbejde under grænsekontrollen.
En ting er hun dog enig med Dansk Folkeparti om:
- Der er behov for løsninger, så det her ikke dræner dansk politi og resten af landet for politiressourcer. Men om det lige er den løsning, eller om vi kan finde andre løsninger - eksempelvis ved at tilføre penge til den eksisterende politistyrke, det vil jeg ikke lægge mig fast på.
Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen erkender, at man med grænsekontrollen flytter ressourcer fra andet politiarbejde til grænseområdet, men der er tale om en midlertidig ordning, påpeger han:
- Så lad os nu lige slå koldt vand i blodet og se, hvordan det hele kommer til at forløbe. Regeringen vurderer dagligt situationen - herunder det antal betjente, der skal bruges ved grænsen.
Men bliver der tale om 'en længerevarende situation ved grænsen', der påvirker trygheden rundt omkring i politikredsene, så er Venstre lydhør, slår retsordføreren fast:
- Jeg vil ikke forhåndsafvise nogen som helst mulighed. Heller ikke den som Dansk Folkeparti kommer med her, siger Preben Bang Henriksen.
Sverige bruger pensionerede betjente
Imens har politiet i Västernorrland i det nordlige Sverige allerede taget imod hjælp fra pensionerede betjente for at løse deres akutte mangel på personale.
Og manglen skyldes netop id-kontrollerne, lyder det fra Polisförbundet. Indtil videre har otte pensionister takket ja til at vende tilbage til deres tidligere arbejdsgiver ifølge svensk TV 4.
Herhjemme foreslog regeringen i aftes, at soldater kan indsættes, hvis politiet skal aflastes, mens der er grænsekontrol.
Forsvaret skal konkret bidrage med bevogtningsopgaver, oplyste integrationsminister Inger Støjberg (V):
- Det er for at undgå at trække alt for meget på politiet, for når man tager betjente ud til midlertidig grænsekontrol fra forskellige politikredse, så mangler de i deres daglige beredskab.
Ifølge DR Nyheders oplysninger drejer det sig om 400 soldater, der kan indsættes. Heraf er 200 allerede ved at blive uddannet i at kunne varetage opgaverne med grænsekontrol.