Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen, har pænt sagt ikke været særligt tilfreds med den tidligere fiskeriminister Esben Lunde Larsen (V), der i sidste uge blev frataget ansvaret for området.
Nu – lidt over en uge senere – er fiskeriordførerens samarbejde med fiskeriministeren et andet. Ikke mindst fordi ansvaret nu ligger på den rutinerede Venstre-minister Karen Ellemanns skrivebord.
Det er på det bord, at skandalen om de såkaldte kvotekonger skal løses, efter en beretning fra Rigsrevisionen tidligere i dag udløste den allerskarpeste kritik, som statsrevisorerne kan give. Allerede nu ser Ib Poulsen tegn på forbedring.
-Vi har allerede aftalt langt flere møder (end der var med den tidligere minister, red.). Det tegner rigtig godt. Jeg kender jo Karen (Ellemann, red.) fra tidligere. Jeg er sikker på, at ord her bliver efterfulgt af handling.
- Det peger den rigtige vej. Nu kommer tingene frem, og det vi spørger om, det får vi. Og vi får en plan for, hvordan vi kommer de her kvotekoncentrationer til livs. Det har vi efterspurgt i lang tid.
Statsrevisorernes kritik af forvaltningen af fiskerikvoterne bunder i, at der modsat et politisk flertals aftale, ikke er sket en bredere fordeling af fiskekvoterne. Tværtimod. Fiskeriet er siden 2003 endt på få, magtfulde hænder.
DF vil lade præsidiet afgøre kvoteskandalens efterspil
Sagen har allerede kostet to ledende embedsfolk deres job i ministeriet, mens fem personer er blevet politianmeldt for mistanke om ulovligheder.
Hvorvidt sagen skal have yderligere konsekvenser, vil Ib Poulsen først vende med Dansk Folkepartis folketingsgruppe.
- Jeg er tilfreds med, vi fik fyret den tidligere minister. Jeg synes, det skal være op til præsidiet at afgøre, om der skal en dommerundersøgelse til, når kritikken er så hård, som den er.
Også Socialdemokratiets fiskeriordfører, Simon Kollerup, er glad for, at den nye minister har imødekommet partiets ønsker – blandt andet ved at orientere Folketinget løbende.
Særligt manglen på information var en af de ting, som den tidligere fiskeriminister blev kritiseret på. Afløseren på posten, Karen Ellemann (V), lover derimod, at hun løbende vil holde Folketinget orienteret.
- Ja, naturligvis. Jeg er faktisk helt enig i det ønske, der handler om, at man som politiker sidder med en oprigtig interesse i at vide, om tingene fungerer i virkeligheden, siger hun.