Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, opfordrer de offentlige arbejdsgivere til at komme lønmodtagerne i møde under de igangværende forhandlinger i Forligsinstitutionen om nye overenskomster på det offentlige område.
- Der er en bodsgang at gå i forhold til lærerne, der blev kørt fuldstændig over ved sidste konflikt, siger lederen af regeringens støtteparti til TV2 på Kommunernes Landsforenings topmøde i Aalborg.
De statslige, regionale og kommunale arbejdsgivere varslede onsdag en omfattende lockout fra 10. april, hvis der ikke nås en aftale med fagforeningerne inden.
Det betyder, at de ansatte vil blive udelukket fra deres arbejdsplads - uden løn.
Der skal repareres nogle skader
Kristian Thulesen Dahl mener, at det kan være "nøglen til at undgå en storkonflikt", hvis arbejdsgiverne tilgodeser lærerne i en ny overenskomstaftale.
- Det handler om at få repareret nogle skader, der blev pådraget under sidste lockout, siger partiformanden.
Den varslede lockout er de offentlige arbejdsgiveres reaktion på, at fagforeningerne har truet med en strejke, der kan træde i kraft fra 4. april.
Parterne prøver at nå til enighed om nye overenskomster, der skal erstatte de nuværende, som udløber 31. marts. Men forhandlingerne er brudt sammen.
Det er nu op til Forligsinstitutionen at forsøge at mægle mellem de to parter og afværge strejke og lockout.
/ritzau/