Der er indgået en endelig aftale i Europa-Parlamentet og ministerrådet om afskaffelse af roamingafgifter i EU. Aftalen træder i kraft 15. juni, hvis EU-Parlamentet og Ministerrådet godkender den.
- Det er en sejr for forbrugerne, at de nu kan bruge data i alle EU-lande, uden at det skal koste dem ekstra, siger Jens Rohde, Radikalt medlem af EU-Parlamentet, der har siddet med ved forhandlingerne.
Afskaffelsen betyder, at hvis man som telefonkunde har købt et abonnement med eksempelvis ti gigabyte data, så kan man som forbruger gøre brug af den indkøbte data i alle 28 EU-lande, uden at det koster ekstra.
De sidste knaster i aftalen omhandlede, hvordan de forskellige teleselskaber skal kompenseres, når data bliver brugt hos andre udbydere.
I nat nåede man til enighed om, at selskaberne skal kompenseres med 50 øre per gigabyte data.
Forslaget om fri roaming i EU blev første gang fremsat af Jens Rohde tilbage i 2013, fordi en EU-borger i gennemsnit betalte 698 procent over den reelle kostpris for udbyderne, når telefonens data blev brugt i udlandet.
/ritzau/